Dansk Geologisk Forening indstiller til GEUS, at Kristian Svennevig tildeles Danmarks Geologipris 2024 for hans enestående arbejde med landskred i både Grønland og Danmark, set i lyset af de hastigt pågående klimaforandringer.

Efter ansættelse ved GEUS i 2010, og med en baggrund indenfor sedimentologi, blev Kristian Svennevig involveret i kortlægningen af Kilen-området i Nordøstgrønland. I 2017 forsvarede Kristian Svennevig sin PhD om strukturgeologi og 3D-modellering af området. Dette resulterede i ni publikationer i perioden 2015—2020.
En hændelse, der skulle vise sig afgørende for prismodtagerens fremtidige forskning indtraf i 2017, blot tre måneder efter PhD-forsvaret. Her ramtes Nordvestgrønland af en voldsom naturkatastrofe i form af et stort fjeldskred, der forårsagede en betydelig tsunami. Den da 35-årige Kristian Svennevig havde de rette kompetencer til at modellere og forklare denne begivenhed, og han har siden da været på en geologisk tour de force gennem mange skred i både Grønland og Danmark. I perioden efter er det blevet til 20 artikler i internationale publikationer i tidsskrifter og journaler så som Nature, Science, Geology og Journal of Geophysical Research. Han regnes nu for en af verdens topforskere inden for skredproblematikker.
Kristian Svennevig arbejder multi-disciplinært med en lang række geologiske og geofysiske undersøgelsesmetoder til lands, til havs og fra luften, og han har et stort netværk af internationale og nationale samarbejdspartnere. Publikationerne har derfor i reglen mange forfattere og viser hans store evne til samarbejde, hvoraf samarbejdet med Marie Keiding især bør fremhæves. Svennevig arbejder i høj grad med det tidsmæssige aspekt, som også omfatter arkivstudier, og han har vist sig eminent til at lokalisere ældre fotografier og andre kilder til viden om ældre skred.
Resultaterne af kortlægningen og undersøgelserne af skred i både Danmark og Grønland, især påvisningen af den stigende skredhyppighed, har bidraget til en større forståelse for klimaforandringers påvirkning af undergrunden og har således vist sig at have en stor samfundsrelevans. Forhold såsom fx sikkerhed, beboelse og planlægning af arealudnyttelse er emner, hvor Svennevigs forskningsdata har gjort myndighederne bedre i stand til at monitere områder i Danmark og Grønland.
Kristian Svennevig har ydermere bidraget med en stor indsats for udbredelsen af dansk geologi som formidler i mange medier, ikke mindst som en særdeles fascinerende foredragsholder, hvis formidling værdsættes i brede kredse. Kristian Svennevigs eksplosive faglige udvikling siden 2017-katastrofen viser, at han må betragtes som en af de allermest talentfulde yngre geologer, Danmark har set i dette årtusinde.
Danmarks Geologipris uddeles én gang om året af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) efter indstilling fra Dansk Geologisk Forenings bestyrelse til en person eller gruppe af personer, der inden for de seneste 5 år har publiceret én eller flere afhandlinger eller kort, som i særlig grad har bidraget til forståelsen af Danmarks eller Grønlands geologi.
For yderligere info:
Jakob Walløe Hansen
Forperson, Dansk Geologisk Forening
Mobil: 22 67 47 69
Danmarks Geologipris
Danmarks Geologipris på 25.000 kr. uddeles én gang om året af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) efter indstilling fra bestyrelsen for Dansk Geologisk Forening.