Garde, A.A. 2014: Maniitsoq-strukturen i Vestgrønland: de dybt nederoderede rester af Jordens ældste kendte meteoritkrater
Jensen, J. & Norman, L. 2014: Danske landskaber – anmeldt af Ole Bennike, GEUS.
Bestyrelsen: Dansk Geologisk Forenings bestyrelses beretning for 2014
Hent omslag 2014 (907,50 Kb)
Hent hele bind 2014 (3,34 Mb)
Maniitsoq-strukturen i Vestgrønland: de dybt nederoderede rester af Jordens ældste kendte meteoritkrater
Garde, A.A. 2014:
Maniitsoq-strukturen i Vestgrønland: de dybt nederoderede rester af Jordens ældste kendte metroritkrater. Geologisk Tidsskrift 2014, pp. 1–18.
Sammenfatning:
Fundet af en 3 milliarder år gamle kraterstruktur ved Maniitsoq i det sydlige Vestgrønland med en nuværende udbredelse på langt over 100 km i diameter blev offentliggjort i juni 2012 i et internationalt tidsskrift og sammenfattes her. Det var et usædvanligt fund og artiklen vakte da også en del røre i trykte medier og på internettet, Maniitsoq-kraterstrukturen er således endnu ikke optaget i ‘Earth Impact Database’.
Maniitsoq-strukturen er knapt en milliard år ældre end den hidtil ældste anerkendte kraterstruktur, Vre- defort i Sydafrika, og den er meget dybere nederoderet. Tryk- og temperaturdata i Maniitsoq-området viser, at det nu blotlagte grundfjeld befandt sig i en dybde på 20–25 km under jordens overflade, da nedslaget fandt sted.
Ved Maniitsoq er ingen dele af det oprindelige ydre krater bevaret, men kun materiale, der befandt sig dybt under kraterbunden samt intrusioner fra Jordens kappe, der blev udløst i forbindelse med nedslaget.
Alle Jordens andre større kraterstrukturer indeholder morfologiske rester af selve det oprindelige krater, for eksempel i form af en genkendelig ydre kraterrand, et smeltelag og breccier på kraterbunden, eller i det mindste en let genkendelig hævet midte, hvor dybereliggende bjergarter er løftet op over kraterbunden som kompensation for udkastet materiale.
De effekter af Maniitsoq-nedslaget, som blev afsat i den nedre skorpe og i dag kan iagttages på overfladen af det Nordatlantiske kraton, er vanskelige at sam- menligne direkte med chokeffekterne i andre krater- strukturer, fordi Maniitsoq-strukturens værtsbjergarter befandt sig under meget høj temperatur og tryk, da nedslaget fandt sted
De dybe dele af den tredimensionelle kraterstruktur, som i dag er blotlagt ved Maniitsoq, kan bruges som forlæg for computermodellering af andre, tilsvarende energirige nedslag, som må have fundet sted tidligt i Jordens historie.
Endelig repræsenterer Maniitsoq-strukturens noritbælte en ny klasse af magmatiske nikkel-kobbermineraliseringer forårsaget af meteoritnedslag.
Adresse:
Adam Andreas Garde, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Øster Voldgade 10, 1350 København K