Det er med stor glæde, at Dansk Geologisk Forening endelig kan offentligøre at Stenomedaljen tildeles professor ved Stanford University, Dennis K. Bird.
Ikke siden 2015 er Stenomedaljen blevet uddelt og pga. coronapandemien blev medaljen ikke uddelt i 2020 som ellers tiltænkt. Men nu er tiden den rette og Dennis Bird og hans hustru kan faktisk nu komme til Danmark.
Medaljeoverrækkelsen finder sted onsdag den 21. september kl. 16 i auditorium A, på Øster Voldgade i København, hvor et festarrangement vil danne rammen om en række unikke oplæg fra hhv. Emily Seyum, Karen Hanghøj, Minik Rosing og naturligvis Dennis Bird selv.
Kort om tildelingen
Dennis Bird har ydet et betydningsfuldt bidrag til de geologiske videnskaber indenfor kvantitativ geokemi og forståelse af processer fra mikro-skala og til globalt perspektiv; og ofte har disse bidrag taget udgangspunkt i materiale samlet på feltarbejde i Grønland eller er blevet udviklet i samarbejde med danske kolleger. Dennis Bird har således en helt særlig tilknytning til dansk geologi samtidig med han er en meget anerkendt international forsker.
Dennis Bird er den 10. medaljemodtager siden den første gang blev tildelt Sigurdur Thorarinsson i 1969, for dennes arbejde inden for vulkanologi og tefrakronologi.
—
Deltagelse i arrangementet er gratis og alle er velkomne!
Tilmelding sker til Jakob Walløe Hansen på ampyxglaber [at] gmail [dot] com.