DGF generalforsamling 2009

Generalforsamlingen blev afholdt den 14. marts 2009 kl. 17:30-18:30 på Øster Voldgade 10, København K i forbindelse med årsmødet.

Der var ikke indkommet forslag.

Endelig dagsorden

1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent
3. Bestyrelsens beretning v. Peter Frykman, se Geologisk Tidsskrift 2008 (pdf-fil – 356 kB)
4. Godkendelse af regnskab 2008
5. Fremlæggelse af budget for år 2009.
6. Fastsættelse af kontingent for 2009.
7. Valg af formand.
8. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
10. Eventuelt.


Referat

Referat som pdf-fil (66 kB)

1-2. Valg af dirigent og referent
Niels Henriksen (Oscar) blev valgt som dirigent og Gunver Krarup Pedersen som referent. Oscar indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

3. Bestyrelsens beretning
Foreningens formand, Peter Frykman, aflagde bestyrelsens beretning. Denne havde været tilgængelig på foreningens hjemmeside forud for generalforsamlingen og Peter Frykman fokuserede derfor på få punkter:
•    Foreningen har 591 medlemmer, og der kommer heldigvis nye til.
•    Publikationer: Bulletin vol. 56 er udgivet (4 afhandlinger), og chefredaktøren oplyser, at der kun er få artikler på vej til vol. 57. Er Bulletinen et synkende flagskib? Formanden takkede redaktørerne og opfordrede medlemmerne til at fremsende manuskripter. Bulletinen kan lokke med en hurtig publicering, men har kun en ’impactfaktor’ på 0.56. Den er på Videnskabsministeriets liste over anerkendte publikationer. Ved et fremtidigt møde må det diskuteres, om Bulletinen skal gå over til kun at være et net-publikation.
•    Geologisk Tidsskrift: Bestyrelsen har i 2008 honoreret Henrik Olsen for lang artikel omhandlende modtagelsen af Alfred Wegeners teori blandt danske geologer. Bestyrelsen har ansøgt om tipsmidler til en tilsvarende udgivelse i 2009.
•    Hjemmesiden er godt besøgt. Alle numre af Geologisk Tidsskrift er nu tilgængelige på hjemmesiden, og Bulletinerne vil forhåbentlig også snart kunne hentes elektronisk.
•    Aktiviteter i 2008: Året blev indledt med årsmødet, som havde 94 deltagere. I oktober var der ekskursion i blæst og regn til Stevns (Stevnsfortet og klinten). Der har været afholdt en række møder med varierende fremmøde. Der har været stor aktivitet i Aarhus-afdelingen. Geologi er repræsenteret i ”Det grønne Kontaktudvalg” af Martin Ghisler og Johannes Krüger, som er observatører.
•    Bestyrelsen ønsker at uddele Steno-medaljen i 2009. Der foretages ingen ændringer i fundatsen.

4. Regnskab for 2008
Foreningens kasserer, Martin Sønderholm, præsenterede regnskabet, som ligeledes har været tilgængeligt på foreningens hjemmeside forud for generalforsamlingen. Hent regnskab og budget 2009.
•    Indtægten fra kontingenter er mindre, bl.a. fordi amterne er nedlagt.
•    Overskuddet på arrangementer er mindre end budgetteret fordi der ikke blev afholdt et grundvandsmøde.
•    Der er brugt 34.000 kr af livsvarige medlemmers konto, som varslet ved den foregående generalforsamling.
•    Der var budgetteret et salg på 85.000 kr i 2008, men der er kun solgt for ca. 42.000 kr. En del af salget er sket gennem Reitzel, som nu er i betalingsstandsning, og der forventes et tab på 20.000 – 25.000 kr.
•    Årets resultat er et overskud på 73.040 kr, hvilket giver DGF et godt økonomisk rygstød for 2009.
Efter præsentationen af regnskabet oplyste Ole Graversen, som er foreningens interne revisor, at bilag og regnskab stemmer, at udgifterne er rimelige, og at de separate regnskaber for fonde og legater er godkendt og underskrevet.

5. Budget for 2009
Martin Sønderholm præsenterede et budget, som har et driftsunderskud på 31.500 kr, men der er et indestående på driftskontoen som gør, at det ikke er problematisk.
Nogle udgifter til uddeling af Steno-medaljen kan trækkes fra Clements Legat og fra livsvarige medlemmers konto. Under disse forudsætninger viser budgettet et overskud på 18.500 kr.

6. Kontingent for 2009
Peter Frykman foreslog en lille stigning af kontingentet, 20 kr for ordinære medlemmer og 10 kr for studentermedlemmer.
Dirigenten spurgte, om der var indvendinger, hvorefter kontingenterne blev vedtaget.

7. Valg af formand
Peter Frykman var ikke på valg og fortsætter i 2009.

8. Valg til bestyrelsen
Følgende medlemmer udtræder af bestyrelsen: Bo Christiansen, Lene Clausen, Karsten Juul og Joachim Raben-Levetzau.
Som nye medlemmer blev valgt: Helle Krabbe (Mærsk Olie og Gas), Claus Ditlefsen (GEUS, Aarhus), Sonny T. Kristiansen (GEO) og Rie H. Malm (Geologistuderende, KU).
Oscar takkede de afgående medlemmer og bød de nye velkommen.

9. Valg af revisor og revisorsuppleant
Peter Frykman foreslog genvalg af Ole Graversen som revisor og nyvalg af Bo Christiansen som revisorsuppleant. Lilian Skjernaa blev takket for sin indsats som revisorsuppleant.
Generalforsamlingen tiltrådte forslaget.

10. Eventuelt
Dirigenten konstaterede at der ikke var punkter under eventuelt. Han takkede for god ro og orden og erklærede generalforsamlingen for afsluttet.