Generalforsamling 2008 blev afholdt lørdag den 23. februar kl. 17:30-18:30 på Øster Voldgade 10, København K i forbindelse med årsmødet.
Der var ikke indkommet forslag ved fristens udløb den 1. febraur 2008, men bestyrelsen fremsætter forslag (se nedenfor).
Endelig dagsorden
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for 2007 v. Peter Frykman, se Geologisk Tidsskrift 2007 (pdf-fil – 207 kB).
3. Aflæggelse af regnskab 2007 – hent regnskab (pdf-fil) .
4. Indkomne forslag
A: DGF’s bestyrelse har gennemgået foreningens vedtægter, og har fundet anledning til at indarbejde tilpasninger til gældende praksis og nødvendige præciseringer der bl.a. omfatter ændring af regnskabsår (skal følge kalenderåret), indførelse af hustandsmedlemsskab og ændring af perioden for at opnå kontingentfrihed (fra nuværende 50 år til 45 år). Disse forslag er fremlagt i følgende tekst der kun fremviser de paragraffer der ønskes ændret. De hidtil gældende vedtægter kan findes på foreningens hjemmeside.
Bestyrelsens forslag til ændring af vedtægter.
B: Ændringsforslag til Fundatsen for Stenomedaljen. Praksis har nu i et par år været at foreningen ikke har kunnet finde en sponsor til det betydelige beløb som det koster at fremstille en Stenomedalje. Idet fundatsen indeholder en klausul om at uddeling skal ske mindst hvert 5. år, er det nødvendigt at tilpasse denne klausul til de aktuelle betingelser for uddelingen. Dette ændringsforslag erindsat i § 4, og foreslås vedtaget på Generalforsamling.
Bestyrelsens forslag til ændring af fundats.
A: Ændring af vedtægter, dels med henblik på ændring af regnskabsår (skal følge kalenderåret), indførelse af hustandsmedlemsskab og ændring af perioden for at opnå kontingentfrihed (fra nuværende 50 år til 45 år)
B: Ændring af fundats for Stenomedaljen
5. Fremlæggelse af budget for år 2008.
6. Fastsættelse af kontingent for 2008.
7. Valg af formand.
8. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
10. Eventuelt. Hent regnskabsoversigt 2007 samt budget 2008 (pdf-fil)
Referat
Referat som pdf-fil (66 kB)
1. Valg af dirigent og referent
Niels Henriksen (Oscar) valgtes som dirigent og Gunver Krarup Pedersen som referent.
Oscar indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, og at bestyrelsens forslag til dagsorden kunne accepteres.
2. Bestyrelsens beretning
DGFs formand, Peter Frykman, aflagde bestyrelsens beretning, som på forhånd var offentliggjort i Geologisk Tidsskrift for 2007. Formanden indskrænkede derfor sin mundtlige beretning til få af beretningens punkter. Status viser, at foreningen har 550 medlemmer, tallet er stigende og der er mange nye studentermedlemmer. Årets publikationer omfatter Bulletin of the Geological Society of Denmark, Vol. 55 (med 8 videnskabelige afhandlinger) samt Geologisk Tidsskrift (ét hæfte). Formanden takkede redaktørerne af de to publikationer og opfordrede medlemmer til at indsende manuskripter samt fotografier til publikation på foreningens hjemmeside. Foreningen har haft et rimeligt salg af medlemstilbud i form af bøger, som kan købes med rabat.
Skanning-projektet, som er finansieret af en bevilling fra Tipsmidlerne, skrider fremad. Alle DGFs publikationer er nu indskannet og vil gradvis blive gjort tilgængelige på hjemmesiden. Formanden kommenterede årets mødeaktivitet og fremhævede A. Seilachers foredrag om sporfossiler, ekskursionen til Saltholm, grundvandsmødet og den store mødeaktivitet i Århus.
Endelig fremlagde formanden et forslag fra bestyrelsen om at Geologisk Tidsskrift fremover vil kunne indeholde journalistisk bearbejdede artikler, som DGF vil betale for udarbejdelsen af. Den første af denne nye type artikler har titlen ”Introduktionen af Wegeners kontinentaldriftsteori i Danmarks geologiske miljø”. Udgifterne til udarbejdelsen af manuskriptet kan dækkes af ”Livsvarige medlemmers midler”.
Formandens beretning blev godkendt.
3. Regnskab
Regnskabet blev præsenteret af foreningens kasserer, Martin Sønderholm. Regnskabet har været offentliggjort på DGFs hjemmeside i 14 dage inden generalforsamlingen, og kassereren gennemgik derfor kun hovedpunkterne i regnskabet:
Kontingenter har givet færre indtægter end budgetteret, fordi der er givet rabat til medlemmer, som er tilmeldt PBS (gælder nu 50 % af medlemmerne) og fordi der er et stigende antal studentermedlemmer.
Der har været overskud på grundvandsmødet. Bestyrelsesmøderne har været dyrere end budgetteret, fordi bestyrelsen flere gange har spist middag i forbindelse med møderne.
Trykkeudgifterne har været større end budgetteret, dels fordi regnskabet for 2007 omfatter trykkeudgifter for såvel 2006 som 2007, og dels fordi der er bragt farveillustrationer i Geologisk Tidsskrift. Endvidere er distributionen af publikationerne en væsentlig udgiftspost.
Lønninger til studentermedhjælp er højere end budgetteret, fordi DGF har flyttet sit lager fra Geologisk Museum til GEUS. I denne forbindelse er der anskaffet reoler til lageret.
Moms DGF har i 2007 betalt ekstra moms, fordi vi nu ikke længere må fratrække moms for publikationer, som leveres til medlemmerne. Regnskabet balancerer med 477.563 kr og driften viser et samlet underskud på 3.307 kr. Livsvarige medlemmers midler udgør 113.749 kr., Clements Legat 204.781 kr. og NGVs rejselegat er på 37.026 kr.
Dirigenten spurgte, om der var bemærkninger til regnskabet.
Ole Graversen (foreningens interne revisor) meddelte at regnskabet er underskrevet og at alle bilag foreligger. Han udtrykte sin tilfredshed med at foreningen er blevet økonomisk konsolideret i en periode, hvor kontingenterne ikke er steget, samtidig med at publikationsvirksomheden er opretholdt. OG omtalte grundvandsmødets økonomiske overskud og var tilfreds med at bestyrelsen har skaffet sponsormidler. Han fandt det acceptabelt, at bestyrelsen har øget udgifterne til egne møder.
4. Budget 2008
Kassereren præsenterede budgettet for 2008. Målet er at nå kontingentindtægter på 250.000 kr. Der forventes følgende udgiftsposter: Almen drift 306.500 kr.; publikationer 158.000 kr.; Administration 89.500 kr. og et resultat på 60.000 kr.
Dirigenten spurgte, om der var spørgsmål til budgettet, og konkluderede, at regnskab og budget er godkendt af generalforsamlingen.
5. Indkomne forslag
Dirigenten oplyste, at der ingen forslag var indkommet fra medlemmerne.
Bestyrelsens forslag til ændringer i vedtægterne
Bestyrelsen havde forslag til en række mindre, sproglige ændringer til vedtægterne og disse har været offentliggjort på foreningens hjemmeside forud for generalforsamlingen. Bo Christiansen præsenterede ændringsforslagene og fremhævede ændringer omkring medlemskab og præcisionen af reglerne omkring opløsning af foreningen. Forslagene blev efter gennemgangen drøftet og vedtaget gruppevis, således at samtlige forslag til sidst alle var godkendt. De nye vedtægter findes på hjemmesiden, men er vedhæftet pdffilen af dette referat (se ovenfor.
Bestyrelsens forslag til ændring af fundatsen for Stenomedaljen.
Det foreslås, at §4 ændres således at tildelingen kan udskydes til der er råd til det. Naja Mikkelsen foreslog, at man kunne lave medaljen af et andet metal end guld og derved reducere udgifterne til en medaljeoverrækkelse. Niels Abrahamsen foreslog, at beslutningen om Stenomedaljen udskydes til næste generalforsamling. Oscar anbefalede, at bestyrelsen finder en bedre formulering, som mere positivt fastholder muligheden for at uddele stenomedaljen, evt. i et billigere metal.
Generalforsamlingen accepterede ikke bestyrelsens ændringsforslag og pålagde bestyrelsen at fremlægge et nyt forslag på den næste generalforsamling.
6. Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen havde foreslået uændrede satser: ordinært medlemskab 450 kr.; studentermedlemskab 190 kr.; husstandsmedlemskab 640 kr.
Ida Fabricius foreslog at kontingentet hvert år burde stige lidt. Lotte Melchior Larsen fandt, at husstandsmedlemskabet er for dyrt, hvortil kassereren svarede, at det ud over publikationer gav alle husstandens medlemmer adgang til alle foreningens arrangementer. Dirigenten sendte forslaget om kontingentsatser til afstemning og konkluderede, at bestyrelsens kontingentsatser var vedtaget af et flertal.
7. Valg af formand
Peter Frykman blev genvalgt som formand.
8. Valg af medlemmer til bestyrelsen
Bestyrelsesmedlemmerne Peter Johannessen, Martin Sønderholm, Gunver Krarup Pedersen, Bo Christiansen, og Kurt Kjær var på valg, og alle var villige til at genopstille. Bo Christiansen anbefalede dog, at bestyrelsen fik et nyt medlem, som enten er studerende eller ph.d.studerende. Det var ikke opstillet nye kandidater til bestyrelsen. De siddende bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
Ole Graversen blev genvalgt som revisor, og Lilian Skjernaa blev genvalgt som revisorsuppleant.
10. Eventuelt
Martin Ghisler takkede bestyrelsen for dens arbejde og erklærede, at det var en fornøjelse at være medlem af foreningen.
Birgitte Heje Larsen foreslog at DGF kunne indgå som fortaler for geologi i Det Grønne Kontaktudvalg, hvor en række ”grønne” organisationer samarbejder og har orienteringsmøder med visse ministerier. Peter Frykman fandt at Nationalkomiteen for Geologi måske var det rette forum for dette.
København den 18. marts 2008.
Niels Henriksen Peter Frykman Martin Sønderholm Gunver Krarup Pedersen
Dirigent formand kasserer referent