DGF generalforsamling 2007

Dato og klokkeslet:
Lørdag den 24. februar 2007 kl. 17:30 – 18:30 med efterfølgende festmiddag og uddeling af Danmarks Geologipris 2006

Sted:
Geocenter København, Øster Voldgade 10

Endelig dagsorden (iht vedtægterne):

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for 2006 v. Peter Frykman
Se i øvrigt Geologisk Tidsskrift 2006, hæfte 2 (pdf-fil – 49 kB) , udkommet december 2006.
3. Aflæggelse af regnskab (49 kB)
4. Fremlæggelse af budget for år 2007.
5. Fastsættelse af kontingent for 2007.
6. Indkomne forslag
7. Valg af formand
8. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer.
9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
10. Eventuelt.


 

Referat

Referat som pdf-fil (29 kB)

Ad 1. Valg af dirigent
Til dirigent valgtes Niels Henriksen (Oscar) og til referent Gunver Krarup Pedersen.
Oscar modtog valget og indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og at dagsordenen var i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

Ad 2.  Bestyrelsens beretning
Peter Frykman aflagde som formand bestyrelsens beretning. Han henviste til, at denne er trykt i Geologisk Tidsskrift og valgte derfor kun at kommentere enkelte punkter.
·    Medlemsstatistikken viser et stort antal udmeldelser i 2006. Dette skyldes fortrinsvis at medlemmer i restance er slettet af registeret efter gentagne rykkere for de skyldige beløb.
·    Fremmødet til møderne har været svingende, men mindre end håbet. Dette skyldes muligvis konkurrence med andre tilbud.
·    DGFs publikationer styres nu af Karsten Secher (chefredaktør) sammen med en række fagredaktører. Første afhandling trykt i 2007 er allerede tilgængelig på hjemmesiden. Bulletinen har en kort produktionstid, og medlemmerne opfordres til at indsende manuskripter.
·    Foreningen forsøger at skaffe gode medlemstilbud, bl.a. bøger til attraktive priser.
·    Hjemmesiden er foreningens ansigt udadtil, og der gøres et stort arbejde for at holde den opdateret. Formanden takkede redaktøren. Hjemmesiden vil i fremtiden blive stedet hvor gamle numre af DGFs publikationer kan findes i elektronisk form. Der er søgt tilskud fra Tipsmidlerne til indskanning (god kvalitet med tekstgenkendelse og tydelige figurer) af ældre afhandlinger.

Bestyrelsens beretning blev diskuteret, herunder om annonceringen af foreningens møder til ikke-medlemmer (eksempelvis studerende) er god nok. Formanden skal måske møde nye studerende ved studiestart, og DGFs bestyrelse skal muligvis optræde ved symposiet for geologistuderende fra Aarhus, Københavns og Lunds universiteter. Bestyrelsen arbejder fortsat med at forbedre kommunikationen og opfordrer alle til at tilslutte sig tilbuddet om meddelelser via e-mail.
Beretningen blev taget til efterretning.

Ad 3. Regnskab for 2006
Martin Sønderholm præsenterede som kasserer regnskabet for 2006. Regnskabet er udarbejdet af et revisorfirma, og det er gennemgået af foreningens medlemsudpegede, interne revisor. Regnskabets indtægter er kontingenter samt tilskud til publikationer og møder. Udgifterne fordeles på almen drift, publikationer og administration.

Regnskabet udviser et samlet overskud på 55.563 kr, og egenkapitalen er hermed steget til 185.235 kr. Livsvarige medlemmers konto rummer 88.357 kr, og Clements Legat er steget ved en testamentarisk gave på 41.428 kr.

Regnskab for Clements Legat 2007
Regnskab for Livsvarige Medlemmer 2007

Kassereren gennemgik regnskabets enkelte poster og gjorde herunder opmærksom på, at porto er en stor udgift efter at portostøtten er bortfaldet, samt at posten ’kassedifference’ afspejler, at kontantkassen tidligere ikke har været opgjort.
Dirigenten spurgte, om foreningens interne revisor havde kommentarer til regnskabet. Ole Graversen svarede, at han havde konstateret, at kassebeholdning og legater eksisterede ved årsskiftet, og at han havde tiltrådt regnskabet.

Et medlem efterlyste en opstilling af regnskabet for 2006 mod budgettet for 2006. Som svar på et andet spørgsmål oplyste kassereren, at distributionsudgifter af forskellige grunde optræder flere steder i regnskabet.

Regnskabet blev godkendt.

Ad 4. Budget for 2007
Kassereren gennemgik budgettet for 2007. Udgifterne til udsendelse af publikationer er forøget i forhold til 2006, og budgettet opererer med ekstern støtte til publikationerne. Der er afsat 20.000 kr til indskanning af ældre publikationer. Der budgetteres med et overskud på 28.000 kr.
Dirigenten takkede for fremlæggelsen af budgettet.

Ad 5. Kontingent for 2007
Kassereren præsenterede bestyrelsens forslag til kontingent for 2007, og gjorde indledningsvis opmærksom på, at medlemmer, som flytter ofte og betaler langsomt er meget tidskrævende. Derfor foreslås for 2007 en rabat til medlemmer, som tilmelder sig PBS, samt rykkergebyrer for medlemmer, som betaler kontingentet for sent. Bestyrelsens forslag til kontingent for 2007:

Ordinære medlemmer 500 kr eller 450 kr ved tilmelding til PBS, (kontingent 2006: 480 kr)
Studentermedlemmer  240 kr eller 190 kr ved tilmelding til PBS, (kontingent 2006: 240 kr)

Et medlem stillede spørgsmål om husstandskontingent, idet nogle husstande kun ønsker at modtage et sæt publikationer. Bo Christiansen (tidligere kasserer) forklarede, at en række særlige kontingenttyper  var blevet afskaffet i forbindelse med en omlægning af foreningens regnskab for et par år siden. Oscar opfordrede bestyrelsen til at overveje spørgsmålet.

Det foreslåede kontingent blev vedtaget.

Ad 6. Behandling af indkomne forslag
Dirigenten konstaterede, at der ikke er indkommet forslag til behandling på generalforsamlingen.

Ad 7. Valg af formand
Formanden er valgt for to år, og er ikke på valg.

Ad 8. Valg af medlemmer til bestyrelsen
Christina Andersen og Nikolaj Krog Larsen har ønsket at udtræde af bestyrelsen.
Fire medlemmer af bestyrelsen er på valg og genopstiller: Paul Martin Holm, Karsten Juul, Joachim Raben-Levetzau og Lars Hamberg.

To nye kandidater til bestyrelsen er Lene Clausen (Mærsk Olie og Gas) samt Jette Sørensen (Rambøll, Århus).
De fire medlemmer af bestyrelsen blev genvalgt, og de to nyopstillede blev valgt med akklamation.

Dirigenten takkede de afgående medlemmer for deres indsats, og hilste de nye, såvel som de genvalgte medlemmer, velkommen.

Ad 9. Valg af revisor og revisorsuppleant
Ole Graversen blev genvalgt som revisor, og Lilian Skjernaa som revisorsuppleant.

Ad 10. Eventuelt
Peter Frykman takkede foreningens revisor. Dirigenten takkede bestyrelsen.
Generalforsamlingen sluttede kl. 18.50.


Uddeling af Danmarks Geologipris 2006

Vicedirektør Kai Sørensen, GEUS, motiverede overrækkelsen af Danmarks Geologipris 2006 til lektor Søren Bom Nielsen, Geologisk Institut , Aarhus Universitet, således:

Årets prismodtager er førsteforfatter til en afhandling i det internationale naturvidenskabelige tidsskrift Nature, som udkom i foråret 2005. Afhandlingen giver en forklaring på hvorledes de indre dele af den europæiske kontinentplade blev hævet for ca. 60 millioner år siden, tilsyneladende i modstrid med at kontinenternes pres mod hinanden var aftagende i denne periode (Nielsen, S. B., Thomsen, E., Hansen, D. L. & Clausen, O. R. 2005: Plate-wide stress relaxation explains European Paleocene basin inversions. Nature 435, n. 7039, p. 195-198).

Søren Bom Nielsen takkede varmt for prisen.

København den 1. marts 2007
Peter Frykman (formand)    Martin Sønderholm (kasserrer)    Gunver Krarup Pedersen (referent)    Niels  Henriksen (dirigent)

Top