Sted:
Geologisk Museum, Øster Voldgade 5-7, København
Dato og klokkeslet:
torsdag den 19. februar 2004 kl. 16:30 – 19:00 med efterfølgende spisning
PROGAM:
Kl. 16:30: Velkomst og uddeling af Danmarks Geologipris 2003
Kl. 16:45: DGF-skrøner fortalt af Erik Schou Jensen, Svend Stouge, Niels Henriksen (Oscar), Erik Nygaard og John Korstgård.
DGF – en revolutionær forening
Om aftenen mandag den 16. januar 1893 på en Café på Søtorvet skabtes DGF – som ’de unges revolution mod det bestående’. Senere var DGF krumtappen om adskillige faglige og/eller personlige uoverensstemmelser og foreningen deltog aktivt i stridighederne. Der findes flere situationer hvor foreningen fremsatte sin mening og officielt støttede en af parterne i en herskende konflikt.
Hør om farverige personligheder, skandaler og andre store og små begivenheder i dansk geologi, dengang alle studerende var medlem af foreningen.
Kl. 17:45: Pause med forfriskninger
Kl. 18:00: Uddeling af prisen for årets DGF-afhandling samt lodtrækning om præmie blandt forslagstillerne til den mest betydningsfulde DGF-afhandling gennem tiderne’.
Kl. 18:05: Generalforsamling
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning for år 2003 – se i øvrigt Geologisk Tidsskrift 2003, hæfte 2, udkommet december 2003.
3. Aflæggelse af regnskab
4. Budget for år 2004
5. Fastsættelse af kontingent
6. Indkomne forslag
A: Sammenlægning af foreningens legater til ét legat – se vedlagte forslag til nye fundats (pdf-fil, 22 kB)
B: Nye vedtægter for DGF –
C: Revision af fundats for Steno Medaljen –
7: Valg af formand
8. Valg af øvrige bestyrelse
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Eventuelt
Der var ikke indkommet forslag fra medlemmer ved udløbet af indsendelsesfristen d. 1. december 2003.
Kl. ca. 19:00 vil der være mulighed for at deltage i en middag i kantinen på Geologisk Museum formedelst 50 kr/medlem inkl drikkevarer; prisen for ikke-medlemmer er 150 kr.
Bindende tilmelding er nødvendig, enten pr post til:
Dansk Geologisk Forening, Geologisk Museum. Øster Voldgade 5-7, 1350 København K.
eller pr. e-post til dgf [at] geologi [dot] com
senest den 16. februar. Husk at opgive navn, adresse og meget gerne medlemsnummer – betaling vil blive opkrævet ved selve mødet.
Referat
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning for år 2003.
3. Aflæggelse af regnskab
4. Budget for år 2004
5. Fastsættelse af kontingent
6. Indkomne forslag
A: Sammenlægning af foreningens legater til ét legat
B: Nye vedtægter for DGF
C: Revision af fundats for Steno Medaljen
7: Valg af formand
8. Valg af øvrige bestyrelse
9. Valg af revisor og revisorsuppleant
10. Eventuelt
Ad 1. Valg af dirigent og referent.
Bjarne Leth Nielsen (BLN) blev valgt til dirigent og Gunver Krarup Pedersen til referent.
Dirigenten indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, og derfor beslutningsdygtig. Der var 34 medlemmer (ud af 592 betalende medlemmer) til stede, samt en række ikke-stemmeberettigede tilhørere. Vedtægtsændringer kræver at mindst 10% af medlemmerne er til stede for at kunne vedtages uden urafstemning.
Ad 2. Bestyrelsens beretning for året 2003.
Beretning blev aflagt af formanden, Peter Johannessen. Beretningen er trykt i Geologisk Tidsskrift 2003/2. Foreningen har 592 medlemmer, hvilket fremstår som en tilbagegang på 150 fra forrige år. Dette skyldes en gammel praksis i foreningen om at medregne medlemmer i selv mangeårig restance i medlemstallet; bestyrelsen har imidlertid valgt at slette disse fra medlemslisten og rykkerbreve er blevet sendt til alle. 36 nye medlemmer er imidlertid kommet til i 2003. Foreningen har afholdt 16 arrangementer (37 foredrag). Medlemmerne opfordres til at tilmelde sig til at modtage DGFs nyhedsbrev elektronisk, da dette vil kunne spare foreningen for mange portoudgifter. Beretningen blev godkendt.
Ad 3. Forelæggelse af revideret regnskab for 2003 til godkendelse.
Kassereren, Bo Christiansen, præsenterede regnskabet for 2003. Dette udviser et negativt resultat (-11.369 kr.), men underskuddet er mindre end budgetteret (-46.500 kr.). Kassereren har haft ekstra stort arbejde i 2003, idet foreningens bankkonti er samlet og overflyttet til Arbejdernes Landsbank (hvilket muliggør elektronisk betaling), foreningens legater er klar til at blive sammenlagt, og DGF har indledt samarbejde med et revisionsfirma, som udarbejder et regnskab. Efter sammenlægning og overgang til elektronisk betaling vil foreningens konti kunne administreres lettere i fremtiden ligesom betaling af kontingent nu kan tilmeldes PBS.
Ole Graversen og Peter Konradi (syg), som er medlemsvalgte revisorer, har konstateret, at alle bilag findes, og de erklærede sig tilfredse med regnskabet. Regnskabet for legaterne er i orden.
Regnskabet blev godkendt uden forbehold.
Ad 4. Forelæggelse af budgetforslag for 2004.
Kassereren præsenterede budgettet, som forventer et overskud for 2004 på 22.700 kr. Bortfald af portostøtten forventes at give en udgift på 40.000 kr alene til distribution af publikationer og nyhedsbrev. Trykkeudgifterne skæres ned ved at trykke færre eksemplarer af hver publikation, hvorved lageret også vil vokse langsommere.
Bjarne Leth Nielsen kommenterede, at den likvide kapital er meget lille, men at det var godt at foreningen – for første gang i mange år – budgetterede med et overskud.
Ad 5. Fastsættelse af kontingent.
Kontingent for 2005 bibeholdes uændret: 480 kr for medlemmer, 240 kr for studentermedlemmer (max. 5 år) og ingen betaling for medlemmer, som har været i foreningen i 50 år eller længere. Firmakontingenter fastsættes af bestyrelsen. Disse kontingenter blev vedtaget.
Ad 6. Behandling af indkomne forslag.
BLN konstaterede, at der ikke er kommet forslag fra medlemmerne, og at man kunne gå over til forslag fra bestyrelsen:
A: Sammenlægning af foreningens legater til et legat.
DGF råder over tre mindre legater (K.J.V. Steenstrups geologiske Excursionslegat, Ingeniør Ad. Cléments legat til fremme af Dansk Geologisk Forenings virksomhed, samt Rejselegat til støtte for nordiske geologiske gæsteforedrag)
som foreslås sammenlagt i ”Ingeniør Ad. Cléments legat til fremme af Dansk Geologisk Forenings virksomhed”. Ændringerne er trykt i Nyhedsbrev nr. 6, januar 2004. Fordelen ved sammenlægningen er, at det bliver lettere og billigere at administrere et større legat end tre mindre legater med samme formål. Ulempen er, at dele af den historiske arv går tabt.
Bestyrelsen har forelagt spørgsmålet om lovlighed af sammenlægningen for Civilretsdirektoratet og fået oplyst, at sammenlægning kan finde sted, hvis denne vedtages på en generalforsamling i DGF. Bestyrelsens forslag til sammenlægning blev vedtaget med stort flertal (33 stemmer for, 1 imod).
B: Nye vedtægter for DGF.
De eksisterende love for Dansk Geologisk Forening blev vedtaget 01.11.2001. Behovet for nye vedtægter for DGF skyldes bankens krav i forbindelse med oprettelse af netbank-konto om at få fastlagt hvilke personer der tegner foreningen. Forslaget til nye vedtægter er inspireret af nogle standardvedtægter for foreninger samt af Norsk Geologisk Forenings vedtægter og er, inden generalforsamlingen, udsendt til samtlige medlemmer i Nyhedsbrev nr. 6, januar 2004. Martin Sønderholm præsenterede forslaget for generalforsamlingen og fremhævede mindre rettelser i forhold til den ordlyd, som var udsendt i Nyhedsbrevet.
Disse gjaldt
§15 Stk 2: Foreningen tegnes af formand eller næstformand samt kassereren i forening, dog af kassereren alene ved beløb under 5000 kr.
§11 Stk 2 (sidste punktum om regnskabet): Det forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med den af generalforsamlingen valgte revisors påtegning og underskrifr.
Ændringer i forhold til det oprindelige forslag er markeret i fed.
Forslaget til nye vedtægter blev debatteret. John Frederiksen stillede spørgsmål om, hvorvidt afstemning ved fuldmagt kunne vælte bestyrelsen. Denne mulighed for kup imødegås ved, at en fremmødt højst må medbringe fuldmagt fra 2 medlemmer. Kaj Strand Petersen ønskede kategorien ’æresmedlemmer’ opretholdt. Der er i øjeblikket ingen æresmedlemmer. Niels Henriksen stillede spørgsmål ved, om det er forsvarligt, at kassereren kan hæve op til 5000 kr. Muligheden for underslæb begrænses af, at andre bestyrelsesmedlemmer har adgang til at se indestående og bevægelser på kontoen.
BirgerLarsen spurgte, om generalforsamlingen var formelt beslutningsdygtig. BLN oplyste, at hvis to tredjedele af de tilstedeværende medlemmer går ind for forslaget, kan forslaget sendes til urafstemning. Ved den efterfølgende afstemning blev de nye vedtægter (med de mindre ændringsforslag fremlagt ved generalforsamlingen) vedtaget med stort flertal (33 stemmer for, 1 imod). Forslaget sendes derfor ud til medlemmerne til urafstemning, hvor alene simpelt flertal er nødvendigt for en vedtagelse.
C. Revision af fundatsen for Stenomedaljen.
Bestyrelsen præsenterede et forslag om enkelte ændringer. Fundatsen findes i DGFs Årsskrift for 1970 og ændringerne er beskrevet i Nyhedsbrev nr. 6, januar 2004. Forslag om, at slette udlændinges fortrinsret til Stenomedaljen debatteredes livligt. Der var enighed om, at paragraf 3 kunne forenkles til ”Medaljen kan af Dansk Geologisk Forening tildeles personer, som har ydet betydningsfulde bidrag inden for de geologiske videnskaber”, såfremt der er enighed om, at personernes nationalitet er uvæsentlig. Dette var der ikke enighed om. Finn Surlyk gjorde opmærksom på, at ”udlændinge” formentlig betyder ”uden dansk statsborgerskab” og ikke ”bosat i udlandet”.
Spørgsmålet om forenkling af medaljekomité (paragraf 4) fik overvejende tilslutning. T.C.R. Pulvertaft spurgte, om reglen om uddeling hver femte år burde modificeres, da finansieringen af medaljen ikke er sikret.
Bestyrelsen valgte, efter debatten, at trække forslaget tilbage til yderligere bearbejdelse.
Ad 7. Valg af formand.
Peter Johannessen modtog genvalg.
Ad 8. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer.
Tre medlemmer udtræder af den gamle bestyrelse: Lise Holm, Flemming Jørgensen og Morten Riishuus. Otte medlemmer genopstillede: Svend Stouge, Bo Christiansen, Martin Sønderholm, Michael Houmark-Nielsen, Henrik Olsen, Henrik Tirsgaard, Arne Thorshøj Nielsen, Gunver Krarup Pedersen. Tre nye medlemmer stillede op til valg: Frans Wichmann, Nicolaj Krog Larsen og Paul Martin Holm. De nævnte medlemmer blev valgt.
Ad 9. Valg af revisor og revisorsuppleant.
Ole Graversen blev genvalgt som foreningens revisor. En anden revisor, eller revisorsuppleant, blev ikke valgt.
Ad 10. Eventuelt.
Finn Surlyk takkede bestyrelsen for dens arbejde.
Birger Larsen meddelte, at han engang var udpeget som DGFs repræsentant i Nationalkomiteen for Ingeniørgeologi. Denne har ikke holdt møder i flere år, og Birger Larsen ønskede derfor at måtte udtræde. Forsamlingen tilsluttede sig dette.
Lise Holm orienterede om Nationalkomiteen for Geologi, og dens arbejde for fagets synlighed i samfundet. Nationalkomiteen vedligeholder en portal (www.geologi.dk ) og søger indflydelse i offentligheden og forvaltningen.
Peter Johannessen takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer, revisoren og aftenens dirigent, samt til sponsorerne til årets møder. Der var en særlig tak til Peter Konradi for 25 års arbejde i foreningen.
Bjarne Leth Nielsen | Peter Johannessen | Gunver Krarup Pedersen |
Dirigent | Formand | Referent |
København 10. marts 2004
|