Palæontologisk Klub København

pal-klub-nyYderliger oplysninger om Palæontologisk Klubs arrangementer kan fås hos klubbens formand,
Jesper Milan (Geologisk Institut: milan [at] geol [dot] ku [dot] dk ).

Palæontologisk Klub 2006

Fredag 24. februar 2006 kl. 13.00 – 18.00
Evolution, Systematik og Videnskabshistorie.
Halvdagsmøde til ære for lektor Niels Bonde.
Geologisk Institut, Øster Voldgade 10, Auditorium A

Program
13.15 Velkomst ved Jesper Milàn og Bent Lindow
13.20 Christian Baron, Zoologisk Institut, København: “Palæontologien og videnskabernes hierarki”.
13.40 Mette E. Steeman, Geologisk Museum, København: ”Bardehvaler: fossilernes indflydelse på fylogeni”
14.00 Bjarne Westergaard: ”Fylogeni, klassifikation og hominider”.
14.20 Kaffepause
14.50 Christopher Jacob Ries, Geologisk Museum, København: ”Spøgelsesfisken – Ichthyostega’s hemmelige liv 1931-1955”
15.10 Per Christiansen, Zoologisk Museum, København: “Fylogeni i morfologiske analyser”
15.30 Steen W. Knudsen, Zoologisk Museum, København: “De ældste dybhavsfisk og de sekundære dybhavsformer, heriblandt ringbuge.”
15.50 Kaffepause
16.20 Eske Willerslev, Niels Bohr Instituttet, København: ”Ancient DNA”.
16.40 Niels Peder Kristensen, Zoologisk Museum, København: “Om insektpalæontologi, kladistik – og at holde mund med tilbagevirkende kraft”
17.00 Jan Audun Rasmussen, Geologisk Museum, København: ”Eventstratigrafi og slumping i et tilsyneladende kaotisk, terrestrisk, cellulosedomineret aflejringsmiljø”.
17.20 Afsluttende diskussion med efterfølgende reception!


Tirsdag 7. marts 2006 kl. 15.15
Nedre Palæozoisk stratigrafi i Tarim-bassinet, Nordvest-Kina
Foredrag af Svend Stouge
Geologisk Museum, København Geologisk Museum, Øster Voldgade 5-7, Auditoriet


Tirsdag 21. marts 2006 kl. 15.15
The forgotten diversification event: the evolutionary radiation of the acanthomorph teleosts
Foredrag af Matt Friedman, Committee on Evolutionary Biology, University of Chicago, USA
Geologisk Institut, Øster Voldgade 10, Auditorium A


Tirsdag 18. april kl. 15.15
Sporfossiler og stratigrafi i Nuussuaq-bassinet, Vestgrønland (Campanien-Palæocæn)
Foredrag af Jan Audun Rasmussen og David Harper,
Geologisk Museum Geologisk Museum, Øster Voldgade 5-7, Auditoriet

Top

Palæontologisk Klub 2005

TEMAMØDE, fredag d. 11. november 2005

Figur 1. Kort over Rhodos hvor de lokaliteter og formationer der omtales i de følgende resuméer er markeret med numre. 1: Tsambika profilet. 2: Kolymbia Kalk Formationen.3: Lindos Bay Clay Formationen. 4: Pefkos Beachrock. 5: Kattavia æolianit. 6: Apolakkia Formationen.

Klik for at forstørre.

Ny palæontologisk forskning på Rhodos, Grækenland

Fredag den 11. november 2005 afholdt Palæontologisk Klub på Geologisk Institut, Københavns Universitet et temamøde om de seneste års nye palæontologiske undersøgelser på Rhodos og relaterede emner. I alt blev der præsenteret 8 foredrag fra 14 forfattere, heraf 6 fra udlandet og emnerne spændte vidt inden for palæontologi og geologi. Dagen startede med en regional geologisk introduktion til Rhodos og middelhavsområdet og derefter omfattede emnerne palæoklima, bryozobanker og havniveauændringer, drilske brachiopoder, sporfossiler fra orme, kvæg, kameler og mennesker, Pliocæne skildpaddeæg og sluttede af med sabelkatte og andre store rovdyr fra det østlige middelhavsområde. Mødet trak omkring 30 spørgelystne tilhørere, og mødet blev afsluttet med en god diskussion over et par drinks, og derefter var der middag på restaurant Eastern Corner. En stor tak går til DGF som sponsorerede kaffe og kage til mødet. Resuméer af dagens foredrag er bragt nedenfor, og figur 1 viser et kort over Rhodos hvor alle lokaliteter omtalt i foredragene er markeret.

Jesper Milàn, Geologisk Institut, Københavns Universitet


Figur 1. Skitsekort over de aktive tektoniske hovedelementer i den østlige Middelhavsregion. De store pile angiver hovedbevægelsesretningerne inden for den Hellensk-Anatolske plade; den prikkede signatur viser nogenlunde udbredelsen af basaltisk oceanisk skorpe (fra forskellige kilder).

Klik billedet for at forstørre.

Rhodos i et regionalgeologisk perspektiv

ECKART HÅKANSSON

Rhodos ligger på sydflanken af den Hellensk-Anatolske plade, hvor øen indgår i en af de alleryngste og -sydligste alpine napper i det Hellenske kompleks, domineret af Miocæn og Pliocæn foldning. Denne nappe strækker sig i en bue fra Korfu, langs Peleponnes, over Kreta og Rhodos, til Tyrkiet, og den er associeret med en kompleks subduktionszone mod syd og en vulkansk bue mod nord (Fig. 1). Hovedparten af øen er domineret af mesozoiske og kænozoiske bjergarter, der kan grupperes i 3 hovedkategorier:

A) Jura og Kridt kalksten, delvist matamorfoserede, der repræsenterer en række af de meget distinkte, til dels meget lavvandede isolerede kabonatplatforme, der karakteriserede den østlige del af Tethyshavet

B) Antageligt palæogene ofiolit komplekser, der repræsenterer obdukteret basaltisk oceanbund.

C) Palæogene turbiditter (’Flysch’), der repræsenterer distale shelf og slopeaflejringer foran de fremrykkende Hellenske napper.

I de senere faser af udviklingen betinger de forskellige bevægelsesretninger af den hellensk-qnatolske, qrabiske og afrikanske plade lokal ekstension, med dannelse af talrige større og mindre, forkastningsbetingede bassiner som resultat. Indsynkningen i disse bassiner kan lokalt være flere kilometer. Specielt på Rhodos, hvor kombinationen af kompression og ekstension er særligt udtalt, har de seneste bevægelser medført, at en hel række plio-pleistocæne bassiner nu er tilgængelige over havniveau.

Eckart Håkansson, Geologisk Institut, Københavns Universitet, Øster Voldgade 10, 1350 København K. E-post: eckart [at] geol [dot] ku [dot] dk


Det plio-pleistocæne Middelhav: Hothouse or Iceworld

KURT S.S. NIELSEN

Traditionelt har det tidlige Plio-Pleistocæne klima været tolket som beliggende i en tempereret klimazone. Denne tolkning har blandt andet været baseret på introduktionen af arter som Arctica islandica og Hyalina baltica i det vestlige Middelhav, men også forskellige pollenstudier synes at understøtte denne tolkning. Imidlertid synes mange nutidige studier (primært studier af foraminiferer og stabil isotoper) at indikere, at paleotemperaturen omkring Plio-Pleistocæn grænsen i Middelhavet har været nogenlunde som i dag med en gennemsnits-sommer paleotemperatur på omkring 22-24 oC.

Øen Rhodos, beliggende i det østlige Middelhav, er kendt for sin højdiverse Plio-Pleistocæne fauna, som har været studeret i adskillige år af forskellige grupper. Resultaterne af disse studier er på ingen måde entydige og synes at variere alt afhængigt af, hvilken fossil gruppe der har været undersøgt eller hvilken metoder der har været anvendt.

Resultaterne fra en kvantitativ undersøgelse af den Plio-Pleistocæne planktoniske foraminife fauna fra Tsambika profilet synes delvist at indikere subtropiske-tropiske paleotemperaturer i det tidlige Pleistocæn, mens studier af fossile koldtvands-koraller synes at indikere paleotemperaturer på omkring 7-9 oC i samme periode (Fig. 1). De forskellige resultater fra Tsambika profilet og andre undersøgelser vil blive fremlagt og diskuteret.

Kurt S.S. Nielsen, Geologisk Institut, Københavns Universitet, Øster Voldgade 10, 1350 København K, e-post: knieslen [at] yahoo [dot] dk


Figur 1. Den kendte dybdeudbredelse af en række nulevende bryozo-arter fra Kolymbia Kalken (grå), med deres foretrukne interval angivet med sort. Største overlap imellem 30 og 80 m; alle arter registreret fra 60 m dybde (fra Steinthorsdottir et al. i trykken).

Klik billedet for at forstørre.

Dynamik, bryozo-krat og topografi – hovedingredienser i en palæobathymetrisk analyse af den Pliocæne Kolymbia Kalk

ECKART HÅKANSSON, MARGRET STEINTHORSDOTTIR & SCOTT LIDGARD

Kolymbia Kalk Formationen repræsenterer størstedelen af det transgressive system område i den overordnede eustatiske transgression – regression cyklus, der karakteriserer den Plio-Pleistocæne udvikling på Rhodos (Hanken et al. 1996, Hansen 2001). På typelokaliteten ved Kap Vagia er denne overordnede udvikling punktueret af en serie på fem grovkornede, fossilrige ’event-beds’.

I fordraget vil vi lægge vægt på diskussionen af successionens palæobathymetriske forhold ved en kombination af følgende elementer:

A: Analyse af bryozofaunaen i hele successionen (Fig. 1). Et flertal af de fundne taxa lever fortfarende i Middelhavet i dag, og dybdeudbredelsen for de bedst kendte arter giver således en god direkte indikation. Herudover er aflejringsdybden vurderet ud fra en analyse af koloniformer baseret på hele faunaen.

B: Analyse af de karakteristiske faunaelementer i hver af de fem ’event-beds’.Celleporariapalmata, Gryphusvitreus, Pectenjacobeus, Ostrealamellosa samt rhodolither er – i forskellig kombination – prominente elementer i de fem ’event-beds’. Også her vurderes aflejringsdybden fortrinsvis med udgangspunkt i de kendte recente udbredelsesmønstre.

C: Rekonstruktion af bassinets palæotopografi.

Overordnet konkluderes det, at akkumulationen af Kolymbia kalken (i den eksponerede sektion) tog fart ved en dybde på 40-50 m, efter etableringen af en effektiv, lokal ’carbonate factory’. Ved tiltagende dybde ’druknede’ denne karbonat kilde, og ved en dybde på omkring 120 m hørte akkumulationen af bentoniske karbonater op, hvorefter sedimentation af den pelagisk dominerede, silici-klastiske Lindos Bay Clay Formation tog over. Det konkluderes endvidere, at et flertal af de fossilrige ’event-beds’ er dannet ved jordskælvs genereret ’down-slope slumping’, måske i kombination med tsunamier, medens en enkelt formodentlig repræsenterer en kortvarig, eustatisk betinget regression.

Referencer

Hanken, N.-M, Bromley, R.G. & Miller, J. 1996: Plio-Pleistocene sedimentation in coastal grabens, north-east Rhodes , Greece . Geological Journal 31, 271–298.

Hansen , KS (2001): Sedimentology of Pliocene-Pleistocene Temperate Wter Carbonates from Northeast Rhodes , Greece . Upubliceret Ph.D. afhandling Geologisk Institut, Københavns Universitet. 311 sider.

Steinthorsdottir, M., Lidgard, S. & Håkansson, E. (i trykken): Fossils, sediments, tectonics – reconstructing palaeoenvironments in a Pliocene-Pleistocene Mediterranean microbasin, Rhodes , Greece . Facies.

Eckart Håkansson. Geologisk Institut, Københavns Universitet, Øster Voldgade 10, 1350 København K. E-post: eckart [at] geol [dot] ku [dot] dk
Margret Steinthorsdottir, Trinity College Dublin , College Green, Dublin 2, Irland. E-post: steinthm [at] tcd [dot] ie
Scott Lidgard, The Field Museum of Natural History, University of Chicago, 1400 S Lake Shore Drive, Chicago, IL 60605-2496, USA. E-post: lidgard [at] fieldmuseum [dot] org


Figur 1. SEM billeder af brachiopoden Cryptopora gnomon.A: dorsalskallen afC. gnomon med dens karakteristiske crura og medianseptum. B: C. gnomon set fra dorsalsiden. Billederne er til samme skala.

Klik billedet for at forstørre.

Den drilske brachiopod Cryptoporagnomon, bathyal Plio-Pleistocæn, Rhodos

ULLA ASGAARD

Brachiopoderne fra nogle slemmeprøver af bathyalt Lindos Bay Clay fra typelokaliteten blev overdraget til bestemmelse fra en norsk kollega for mere end 20 år siden. De få millimeter store brachiopoder lignede ikke nogen, jeg havde set før, så de endte i glas mærket ’ubestemte rhynchonellider’. Rhynchonelliderne har ikke porer i skallerne, og disse små exemplarer viste meget grove krystaller, hvilket er typisk for arter fra bathyale og abyssale områder. Problemet var, at der den gang ikke var kendt levende rhynchonellider fra Middelhavet, og den endemiske øvre tertiære rhynchonellide slægt Aphelesia døde ud omkring Plio-Pleistocæn grænsen. Lindosbugtens mikro-brachiopoder var voksne eksemplarer og kunne derfor ikke væreAphelesia, der blev et par cm lang.

I 1984 blev en recent mikro-rhynchonellid beskrevet fra kolde, oligotrofe huler nær Marseille, hvor de fandtes i selskab med dybvands spongier. Jeg troede, at jeg havde fundet de bathyale forfædre. Den ide varede kun til et åbnet og renset eksemplar kom under SEM, og viste det meget karakteristiske dorsale septum, der tilhører rhynchonelliden Cryptoporagnomon (Fig. 1). Denne dybvands mikrobrachiopod har tilsyneladende aldrig blevet nævnt fra Middelhavet og regnes generelt for at være en boreo-arktisk art. Står vi overfor en kuldemarkør i nederste Pleistocæn – eller er det sådan, at den lever i bedste velgående i den dybeste del af Middelhavet, og er blevet overset?

Ulla Asgaard, Geologisk Institut, Københavns Universitet, Øster Voldgade 10, 1350 København K. E-post: rullard [at] geol [dot] ku [dot] dk


Figur 1. Isoleret menneskefodspor, hælen mod venstre. Manglen på stortåindtryk tyder på, at spordanneren gik med sko. Strandlinien er mod venstre og mennesket gik op ad skråningen, parallelt med (men 20 cm sedimentation tidligere end) Macaronichnus segregatis lineiformis (Ma).

Klik billedet for at forstørre.

Nye ichnounderarter af Macaronichnus, samt fodspor af grækere, kvæg og svin i strandaflejringer fra Romertiden, Pefkos, Rhodos

RICHARD G. BROMLEY, ALFRED UCHMAN, JESPER MILÀN & KLAUS STEEN HANSEN

Sporfossiler er sjældne i beachrock. Det er fordi kornstørrelsen på stranden tenderer til at være groft sand eller grus, og energiniveauet er så højt at biologiske strukturer bliver ødelagt af bølgeaktivitet.

Men på en strand ved Pefkos på Rhodos, er der en undtagelse. SporfossiletMacaronichnus segregatis er almindeligt og velbevaret, det skyldes dels at dette spor er dannet af en børsteorm der arbejder ret dybt under strandoverfladen (>20 cm), og at kornstørrelsen her er ualmindelig fin for en sandstrand. På forskellige lagflader i beachrock-enheden viser M. segregatis forskellige morfologier. Tre former betragtes som nye ichnounderarter – ikke ichnoarter fordi der er overgang imellem dem. En lige form, som ligger orienteret parallel til strandskråningen og vinkelret til strandkanten, navngives Macaronichnus segregatis lineiformis. En spiralform får navnet M. s. spiriformis, og en mellemting, sløjfet og bugtende, kaldes M. s. maeandiformis.

De tre former betragtes at afspejle porevandsbevægelser i sandet på den dybde hvor de spordannende orme er aktive. Ved højenergiske forhold (især om vinteren) bevæges vandet energisk op og ned ad stranden vinkelret på kysten, og ormene følge denne bevægelse og danner M. s. lineiformis. Omvendt, i stille vejr er der ingen bevægelser af porevandet, især om sommeren, og M. s. spiriformis dannes. M. s. maeandriformis repræsenterer en mellemting.

Andre sporfossiler er sjældne, men en enkelt større, cylindrisk, stejlt-hældende gravegang blev fundet. Den ligner Psilonichnus og er sandsynligvis gravet af spøgelseskrabber, som er almindelige i dag på de mere øde strande på Rhodos.

På et sted fandtes et isoleret menneskefodspor. Manglen på en struktur relateret til storetåen indikerer, at spordanneren havde sko på. Et andet sted var bevaret et fragment af en sandsynlig sti, med spor af mennesker (også sandsynligvis med sko på), kvæg og svin. De bedst bevarede spor viste alle en retning mod øst, bortset fra en tresporet sporserie af et lille menneske som gik mod vest. Disse retninger ligger parallelt med kystlinien og tyder på et dagligt træk langs stranden.

Aldersdatering af høj-Mg calcit af beachrockens cement, med AMS på 14C, gav aldre indenfor perioden 45 f.Kr til 430 e.Kr. Sporfossilerne må have en lignende alder, da deres bevaring i stor grad må være afhængig af udfældningen af cementen.

Definitionen på et sandt spor, true track, er, at det skal bestå af sedimentkorn der har været i direkte kontakt med spordannerens fod (Gatesy 2003). Ellers betragtes det som et underspor, under track. Spørgesmålet er, om et spor, dannet af en skodækket fod, kan betragtes som et sandt spor. Nogle ichnotaxonomer har fornylig foreslået, at biogene strukturer dannet af mennesker ikke bliver spor, som kan tilskrives ichnotaxonomiske navne (Bertling et al., submitted). Det sørger for, at Vor Frue Kirke i København ikke bliver betragtet som et begyndende sporfossil! Det samme kan gælde sko. Det samme spor dannet af den samme spordannende person kan få ubegrænsede varianter og kræve uendelig mange navne alt efter hvilke par sko spordanneren har på.

Vi navngiver ikke de romerske sandalspor.

Referencer

Bertling, M., Braddy, S., Bromley, R. G., Demathieu, G. D., Mikuláš, R., Nielsen, J. K., Nielsen, K. S. S., Rindsberg, A. K., Schlirf, M. & Uchman, A: Submitted. Names for trace fossils: a uniform approach. Lethaia.

Gatesy, S.M. 2003: Direct and indirect track features: what sediment did a dinosaur touch?. Ichnos, 10, 91–98.

Richard G. Bromley, Geologisk Institut, Københavns Universitet, 1350 København K, e-post: rullard [at] geol [dot] ku [dot] dk
Alfred Uchman, Institute of Geological Sciences, Jagiellonian University, PL-30-063, Polen
Jesper Milàn, Geologisk Institut, Københavns Universitet, 1350 København K
Klaus Steen Hansen, Carl Johansgade 13,3tv, 2100 København Ø.


Figur 1. A: fodspor blottet i tværsnit, bemærk hvorledes lagene er deformeret til en fladbundet skål-formet struktur. B: fodspor blottet på lagflade. Sporet består af aftrykkene af to halvmåneformede hove, der er svagt adskilt på midten.C: fodspor fra en nulevende kamel fra Zoologisk Have i København. Sporet er sat i løst groft sand. Sammenlign med B.

Klik billedet for at forstørre.

Vertebrat fodspor fra en nyligt opdaget oolitisk æolisk aflejring, fra det sydlige Rhodos, Grækenland

JESPER MILÀN, RICHARD G. BROMLEY, JÜRGEN TITSCHACK & GEORGIOS THEODOROU

De æoliske sedimenter på sydøstkysten af Rhodos, Grækenland, repræsenterer nogle af de yngste aflejringer på øen, og formodes at stamme fra sidst i Pleistocæn til tidlig Holocæn. De æoliske aflejringer består af oolitter med enten sandkorn, skalfragmenter eller foraminiferer som kerner og er svagt cementeret. Ved en vejgennemskæring nær Kattavia på sydøstkysten af Rhodos er der blottet et 230 meter langt profil af med en sådan æolisk oolit, samt et par mindre profiler i små gamle stenbrud langs vejen. Aflejringerne langs vejprofilet kan opdeles i tre enheder der er adskilles af jordbundshorisonter med veludviklede rhizolitter og dårligt bevarede sporfossiler fra invertebrater. Alderen på de oolitiske aflejringer er endnu ikke fastslået med sikkerhed, men det formodes at aflejringen er sket under sidste istid, hvor havniveaufald under nedisningsperioder har blottet havbunden rundt om Rhodos, så oolitterne er blevet mobiliseret af vinden og har dannet klitter inde på land. I varmere perioder er havniveauet igen steget og klitterne er blevet dækket af vegetation og der er blevet dannet jordbundshorisonter. Denne model anslår alderen på oolitten til Sen Pleistocæn til Tidlig Holocæn.

Under kortlægningen af æeolianitten blev der registreret 79 fossile fodspor, alle blottet som et lodret snit gennem sporet (Fig. 1a). Sporene blev fundet i størrelser fra 4 til 37 cm i tværsnit og syntes at gruppere sig i fem grupper, der repræsenterer forskellige størrelser af sporsættere. Derudover blev der fundet tre spor blottet på de oprindelige lagflader og et af disse var velbevaret nok til at fodmorfologien kunne genkendes. Sporet er 16 cm langt, cirkulært og udgøres af aftrykkene fra to delvist sammenvoksede halvmåneformede hove (Fig. 1b). Dette spor kunne umiddelbart identificeres som fodsporet fra en kamel, og sammenligninger med fodspor fra nulevende kameler fra Zoologisk Have i København, bekræftede at sporet stammede fra en kamel (Fig. 1c).

De mindste spor i faunaen formodes at stamme fra får, geder eller hjortevildt, og de største spor fra elefanter. Hvor de førnævnte dyr er kendt fra adskillige fund på Rhodos, er der aldrig fundet skeletrester af kameler. Den nye sporfauna kan dermed både korreleres med allerede kendte arter fra Rhodos samt tilføje nye arter til øens palaeofauna.

Jesper Milàn & Richard G. Bromley, Geologisk Institut, Københavns Universitet, Øster Voldgade 10, 1350 København K, E-post (JM): milan [at] geol [dot] ku [dot] dk. (RGB): Rullard [at] geol [dot] ku [dot] dk
Jürgen Titschack, Institute of Palaeontology, University of Erlangen, Loewenichstrasse 28, 91054 Erlangen, Germany, E-post: juergen [dot] titschack [at] pal [dot] uni-erlangen [dot] de
Georgios Theodorou, Department of Historical Geology and Palaeontology, Athens University, Athens, Greece, E-post: gtheodor [at] geol [dot] ku [dot] gr


Figur 1. Æg fra Apolakkia Formationen. A: Kugleformet æg med en diameter på omkring 45 mm. Denne form er meget lig æggene fra store landskildpadder (Geochelone). B: SEM-billede af æggeskallen. På billedet ses at skallen er opbygget af radiererende aragonitkrystaller. Denne struktur er typisk for testudoide (skildpadde) æg.

Klik billedet for at forstørre.

Fossile skildpaddeæg fra den pliocæne Apolakkia Formation, Rhodos, Grækenland

INKEN JULIANE MUELLER-TÖWE, TINA AMALIE KOCK KJELDAHL & JESPER MILÀN

I Pliocæn var Rhodos en del af et stort fluvialt og lacustrint bassin under konstant indsynkning, der gav aflejrigsplads til store mængder af sediment fra nord og nordøst (Van Vugt 2000).

Apolakkia Formationen er fra midt i Pliocæn og har en tykkelse på mellem 250 og 300 meter. Formationen er blottet i den sydvestlige ende af Rhodos. Ferskvandsaflejringerne i Apolakkia Formationen udgøres af skiftende lag af mergel, ler, silt, sand og konglomeratiske lag. De lyse beige farvede silt og de mørkegrå silthorisonter indeholder en rig fauna af ferskvandsgastropoder (Willmann 1981).

Under feltarbejde i april 2004 blev der fundet en samling af fossile æg i en af de såkaldte ”flash flood” aflejringer (Van Vugt 2000), stratigrafisk placeret midt i Apolakkia Formationen, omkring 150 meter under grænsen mellem Apolakkia Formationen og Monolithos Formationen. De typiske ferskvandsgastropoderMelanopsis orientalis, Melonoides tuberculata og Theodoxus hellenicus blev fundet i sedimentet nær æggene. Den foreløbige undersøgelse af ægge lokaliteten tyder på at der er mindst 15 æg samlet i en redelignende struktur. Det omkringliggende sediment er ikke bioturberet og indeholder ikke rester af organisk materiale. Æggene ligger samlet og er komplet indlejret i sandstenen og viser ikke tegn på at være transporteret. Dette sandsynliggør at der er tale om en nedgravet rede. Indtil nu er der ikke beskrevet nogen fund af reptiler fra Apolakkia Formationen, dog kendes adskillige invertebrater og en pattedyrsfauna der inkluderer elefanter, hjorte (Willmann 1981; Van de Weerd et al. 1982) og sabelkatte (Richter 1997).

Æggene var oprindeligt kugleformede, men er nu let kompakterede og måler 45 mm i diameter og 35 mm i højden (Fig. 1a). Æggeskallen er omkring 0.5–0.75 mm tyk og er rekrystalliseret. Microstrukturen i skallen er af Testudoid (skildpadde) Basis Type (Fig. 1b) (Hirsch 1996; Schleicht & Kästle 1988). Æg med en lignende type skal er rapporteret fra Miocæn i Amerika, Miocæn i Frankrig og Pliocæn på de Kanariske Øer (Hirsch 1996). Ifølge Hirsch (1996) kan disse æg henføres til Oofamilien Testudoolithidae der er æg fra skildpadder. Ct-Scanninger af æggene viser at der ikke er bevarede fostre i dem, og tilstedeværelsen af adskillige skalfragmenter inden i æggene tyder på at æggene måske er udklækkede før de blev begravet.

Referencer

Hirsch, K.F. 1996: Parataxonomic classification of fossil chelonian and gecko eggs. Journal of Vertebrate Paleontology 16, 752–762.

Richter, B. 1997: Sabelkatte og et tandfund fra Rhodos. Varv, 1997(3), 63–75.

Schleich, H.H. & Kästle, W. 1988: Reptile egg shells, SEM Atlas. 133 pp. Fischer, Stuttgart.

Van de Weerd, A., Reumer, J.W.F. & de Dos, J. 1982: Pliocene mammals from the Apolakkia Formation (Rhodes, Greece). Proceedings of the Koninklijke Nederlandse Akademie van Wetenschappen, Series B, 85, 89–112.

Van Vugt, N. 2000: Orbital forcing in Late Neogene lacustrine basins from the Mediterranean . Geologica, 189. Proefschrift Universiteit Utrecht . 168 pp.

Willmann, R. 1981: Evolution, systematik und stratigraphische bedeutung der Neogenen süsswassergastropoden von Rhodos, Kos, Ägäis. Palaeontographica 174, 10–235.

Inken Juliane Mueller-Töwe, Institute für Geowissenschaften, Johannes-Gutenbarg University Mainz, Saarstrasse 21, D. 55124 Mainz, Germany. E-post: muellert [at] uni-mainz [dot] de
Tina Amalie Kock Kjeldahl, Geologisk Institut, Københavns Universitet, Øster Voldgade 10, 1350 København K, Denmark. E-post: kt080280 [at] hotmail [dot] com
Jesper Milàn,Geologisk Institut, Københavns Universitet, Øster Voldgade 10, 1350 København K, Denmark. E-post:milan [at] geol [dot] ku [dot] dk


Figur 1. A: Homotherium latidens (efter Galobart et al.2003), B: Ictitherium viverrinum kranie fra British Museum og C: Metailurus parvulus kranie fra Paleontologisk Museum, Uppsala Universitet. Fotos B og C af J. Adolfssen.

Klik billedet for at forstørre.

Sabelkatte og andre rovdyr fra Rhodos og det østlige Middelhavsområde

JAN ADOLFSSEN

Det østlige Middelhav har været hjemsted for adskillige slægter af store katte i Miocæn, deriblandt flere sabeltandede katte af varierende størrelse, så somMetailurus, Paramachairodus, Dinofelis og Machairodus. Flere former for hyæner er også kendt fra det græsk-tyrkiske område, både lette hundelignende som Ictitheriumog Thalasictis, og tunge benknusende som Adcrocuta.

Ved begyndelsen af Pliocæn forsvinder Machairodus, Paramachairodus og Metailurus, mens Dinofelis stadig fandtes for en kort tid. Til gengæld dukkede der nu to nye slægter af sabeltandede katte op, nemlig Megantereon og Homotherium. Megantereonvar som Homotherium en vidt udbredt slægt og begge er blevet fundet i både Afrika, Europa, Asien og Nordamerika, men kun Homotherium er blevet fundet på Rhodos, som beskrevet af Richter (1997). Homotherium var på størrelse med en moderne løve, men havde længere og bladformede hjørnetænder, med savtakker. Den er som oftest fundet i faunaer som også indeholdende diverse tykhuder, som den formodes at havde jaget. I Pliocæn fandtes stadigvæk adskillige lette cursoriale hyæner som den meget udbredte Chasmaportetes, men hen mod slutningen af Pliocæn, dukker de første ulve op og de lette hyæner forsvinder og kun de knogleknusende hyæner som den kæmpemæssige Pachycrocuta brevirostris blev tilbage.

Referencer

Galobart, A., Pons-Moyà, J. og Antón, M. 2003. Descripción del material deHomotherium latidens (Owen) de los yacimientos del Pleistoceno inferior de Incarcal (Girona, NE de la Península Ibérica). Paleontologia I Evolució, 34, 99-141

Richter, B. 1997: Sabelkatte og et tandfund fra Rhodos. Varv, 1997(3), 63–75.

Jan Adolfssen, Zoologisk Museum, Afdelingen for Hvirveldyr, Universitetsparken 15, 2100 København Ø, e-post: janadolfssen [at] yahoo [dot] com

Top

Palæontologisk Klub 2004

26/10 K. Strand Petersen: Senkvartære danske mollusker flyttet til 27/12

09/11 J. Milan & Eliza Estrup: Udgravning af dinosaurer i Portugal

23/11 AFLYST Ulla Asgaard & R. Bromley: ‘Ichnia 2004′ og ekskursioner i Patagonien

30/11 J. Adolfssen: Sabeltænder i ordenen Carnivora

7/12 K. Strand Petersen: Senkvartære danske mollusker

14/12 Julemøde om Dane-kræ og bogprojekt (N. Bonde, N. Hald, S. Jakobsen m.fl.)

Møder afholdes (normalt) TIRSDAGE kl. 15.15
på Geologisk Institut, Øster Voldgade 10 i et øvelseslokale i kælderen eller Auditorium A, 3. sal.

Andre møder af evt. interesse for palæontologer:

21/10 kl 19.30 auditoriet Universitetsparken 3 (nabo til HCØ), Da. Naturhist. Forening: Mars-manden’ J. Martin Knudsen med nyt om Mars-projekter og liv på Mars.

30/10 kl 10 – 16 seminar om ‘Intelligent Design’ som alternativ til Darwinistisk evolution på Teologisk Fak., Købmagergade med TILMELDING: bm [at] teol [dot] ku [dot] dk (3532 3676) (Wolf 2004: Rosens råb; Kaskelot sept. 2004; debatter i Jyllandsposten, Berlingske og Politiken, samt Krist. Dagblad i august – september).

10/11 kl 13-15 på HCØ Institut, Universitetsparken 5 om ‘Tro og Viden’ (bl.a. N. Bonde).

29/11 kl 19.30 i Videnskabernes Selskab, HC Andersens Bd. 35 (billetter fra 15/11): N. Bonde om ny, ikke-Linnæisk klassifikation af fossile og recente hominider.


Invitation til
INTERNATIONALT MINISYMPOSIUM OM HVALER
den 26. juni:

Miocene whales, their faunas, forerunners and progeny (på engelsk).

Halvdagsmøde kl 13 – ca 18 med efterfølgende drinks og middag for interesserede.
Geologisk Museum, Øster Voldgade 5-7, København

Foreløbigt program / emner:
Mio-Pliocæne faunaer fra Peru med hvalroslign. hvaler og marine kæmpedovendyr.
Miocæn hvalfauna med kaskelotter fra Gross Pampau, N-Tyskland.
Hvalfaunaen fra Ø. Miocæn i Gram.
Nulevende arter af bardehvaler.
Asymmetrier i kranier af delfiner og marsvin.
Tandslid hos hvidhvaler.

Desuden håber vi på foredrag om de kolossale ‘megalodon’ hajer fra Mio-Pliocæn.
Mødets intro vil være om Kridttidens forløbere, de store mosasaurer og deres kæbefunktioner.
Der vil blive vist video med animering af mosasaurer, store ‘urhvaler’ og de hvalroslign. hvaler og ‘megalodonter’.

Vi håber, at det kan foregå i Geologisk Museum (alternativt Geologisk Institut).

Af hensyn til mængden af kaffe, te osv, samt drinks vil vi meget gerne have tilmelding til formanden SENEST d. 23/6., og dem der er interesseret i middag på den nærliggende Thai-restaurant må angive dette (nielsb [at] geol [dot] ku [dot] dk ).

OBS 25/6 kl 13 i Aud. A forsvarer Mette Steeman sin ph.d. om en ny bardehval fra Gram og bardehvalernes fylogeni – tilhørere er velkomne.


  9. november 2004 kl 15.15 på Geologisk Institut, Øster Voldgade 10
i et af øvelseslok. i kælderen el. Auditorium A, 3. sal.

På dinosaurjagt i Portugal

Jesper Milàn & Eliza Jarl Estrup
Portugal er langt mere end bare fantastiske badestrande og gode portvine. Inden for de sidste 10 år har det også vist sig at være et af de mest interessante steder i Europa at udgrave dinosaurskeletter.

Specielt sedimenterne langs vestkysten nord for Lissabon, hvor Museu da Lourinhã hvert år udgraver, har budt på mange spændende fund, blandt andet dinosaurreder med fostre bevaret inde i æggene, flotte og velbevarede sporserier fra dinosaurer samt hvad der måske viser sig at være den største dinosaur fundet i Europa.

Kom og hør historien om dette års udgravningssæson, hvor der blandt andet blev arbejdet på en fantastisk ny lokalitet fyldt med dinosaurspor og udgravninger af to nye dinosaurskeletter blev startet. Foredraget vil være rigt illustreret med flotte billeder.

Top

Palæontologisk Klub 1995

Palæontologisk klub 75 års Jubilæumssymposium, 1920 – 1995
25. november 1995, Geologisk Museum.

Ella Hoch: Om Palæontologiens betydning
Verdensopfattelsen ændres fortløbende. Tre former i europæisk civilisation kan karakteriseres som den romerske, den kristne og den naturvidenskabelige. Palæontologien er en del af den sidstnævnte. Dens rationelle forklaringer afløser Biblens syn på det levende og spreder den monoteistiske religions fokus på manden og mennesket til bred interesse for organismerne og deres samspil med den uorganiske klode gennem tiden. Netop tidsdimensionen, der adskiller palæontologien fra biologien, er vigtig i en realistisk verdensopfattelse. Denne skal ligge til grund for politisk stillingtagen til ændringer af naturlige systemer og organismer, der forårsages af befolkningstilvækst, forurening, bioteknologi m.m.

Claus Nielsen: Den basale del af dyrerigets stamtræ
Dyreriget, d.v.s. Metazoa, er foruden ved flercelletheden karakteriseret ved diploidi, karakteristiske sperruatozoer og kollagen. Eumetazoerne har desuden ægte epithelier, larver med apikalorgan, ectoderm og endoderm, sanseceller, og nerveceller med synapser med RFamid; kroppen har desuden ‚n eller flere hovedakser. Bilaterierne har desuden mesoderm, rørformet tarm med mund og gat, protonephridier, og synapser med acetylcholin. Bilateriernes to hovedgrupper, Protostomia og Deuterostomia, har hver deres karakterkomplex: Protostomierne har typisk trochophora-larver med ciliebånd af sammensatte cilier på multiciliære celler, som fungerer som nedstrøms-bånd, en hjerne, som er afledt fra apikalorganet, og en parret eller sammensmeltet ventral nervestreng. Deuterostomerne har typisk dipleurulalarver med ciliebånd af enkeltcilier på monociliære celler, fungerende som opstrøms-bånd, en hjerne som opstår bag af apikalorganet, og et coelom, som består af tre par sække: protocoel, mesocoel og metacoel.

David L. Bruton: What ate what in the Cambrian?
Cambrian faunas throughout the world contain sponges, trilobites, brachiopods, molluscs and echinoderms. Study of the well known Cambrian lagerst„tten show this to be only part of the story, there being many other groups represented including those with or without hard parts. Among the latter are the non-trilobitic arthropods including active swimmers ranging in size from 10-100cm or more! What these ate and how they accomplished it will be explained with reference to the speakers own work on the Middle Cambrian Burgess Shale, British Columbia, Canada.

Niels H. Schovsbo: Uorganisk geokemisk undersøgelse af Alunskifer Formationen (Mellem Kambrium til Nedre Ordovicium) i Sverige; bundvandets iltindhold og sedimentationsratens betydning for den geokemiske sammensætning
Tolkning af geokemiske processer i fossile ilt-begrænsede miljøer er stærkt afhængig af palæoøkologiske informationer. I den baltoskandiske Alunskifer Formation (Mellem Kambrium – Nedre Ordovicium) var iltsvingningerne i bundvandet styrende for faunasammensætningen og spormetalberigelsen. Dette sammenspil har resulteret i en kalibrering mellem W(V+Ni)-forholdet og formodede ilt-inducerede faunaændringer. En model for fraktioneringen af W(V+Ni)-forholdet i relation til bundvandets iltindhold er præsenteret. Iltsvingningerne foreslås relateret til havniveauændringer og en 2. ordens havniveaukurve er rekonstrueret. Multivariate statistiske metoder er inddraget til en samlet vurdering af iltindholdet og sedimentationsratens betydning for den geokemiske sammensætning. Ydermere er det kemostratigrafiske potentiale vurderet.

Arne Thorshøj Nielsen: Trilobit økofænotyper: Eksempler fra Nedre Ordovicium i Baltoscandia
Et stort materiale af trilobiter, omfattende ca. 10.000 eksemplarer, er blevet indsamlet fra Komstad Kalken (Skåne-Bornholm) og Huk Formationen (Oslo området). Disse nedre ordoviciske enheder er af sen Arenig – tidlig Llanvirn alder (Volkhov-Kunda Stages) og spænder over fem trilobit zoner (M. polyphemus, M. simon, M. limbata, A. expansus, A. raniceps “).
En række trilobit arter udviser en forholdsvis stor morfologisk variation; i individuelle kalklag er variationen dog normalt mindre end den totale variation (Fig.E næste side).Fænomenet illustreres med eksempler fra slægterneNileus og Megistaspis. Isolerede hoveder og haler af Megistaspis udviser en total adult længde:bredde variation på artsniveau på op til ca. 30 % eller endda 40 %, men i enkeltlag er denne variation normalt kun 15-20 %. Der er en systematisk sammenhæng mellem lavtvands biofacies / smalt skelet. Funktionelt er variationen uafklaret, men der er sandsynligvis tale om en substratrelation. Samtidigt har lavtvands-repræsentanterne af Megistaspis en distinkt ‘cephalic posterior border furrow’ (Fig.C), stærkt hvælvet glabella, utydelig medial fordybning i ‘frontal area’, og generelt bedre definerede ribber og furer, sammenlignet med dybvands-typer. Eftersom den relative skeletbredde og særligt tilstedeværelsen/fraværet af ‘cephalic posterior border furrow’ har været betragtet som vigtige karakterer for klassifikationen, så indebærer økofænotype variationen betydelige taxonomiske problemer. Det understreges, at det er usandsynligt, at den gentagent forekommende variation kan tolkes som evolution. Grundet variationen er slægten Megistaspis blevet oversplittet, sandsynligvis er problemet alment for asaphide trilobiter som helhed.
Nileus arter er generelt set ret ens af bygning, og den ydre terrasse linje ornamentation har derfor været en tillagt stor betydning som arts- og underartsattribut. Eksempelvis er repræsentanterne af N. depressus gruppen karakteriseret af et tæt terrasse linje mønster på halen (+/- aksen), og nogle underarter har endda terrasse linjer også på hovedet. Imidlertid synes denne iøjnefaldende karakter systematisk at afspejle palæomiljøet, og forskellige arter/underarter udviser samme variation: repræsentanter fra dybere vands facies har moderat tætte terrasse linjer på halen og et glat hoved. Hen imod mere lavvandede facies stiger terrasse linje densiteten på halen til næsten det dobbelte, og linjer begynder også at vise sig på hovedet, der til sidst bliver helt dækket af linjer. I endnu mere lavvandede facies mistes alle eller næsten alle ydre terrasse linjer, og materialet kan ikke længere genkendes som tilhørende N. depressus gruppen.
Terrasse-linje variationen blev tidligere tolket som evolution, og forskellige såkaldte underarter blev betragtet som vigtige for biostratigrafi. Imidlertid er variationen gentagen, og ikke samtidig i forskellige områder af Skandinavien. Det synes derfor tilrådeligt at behandle det ydre terrasse linje ornament med varsomhed i klassifikationen af nileider, og i stedet lægge vægt på cephala karakterer.
Lignende miljøstyrede terrasse linje variationer mistænkes at være på spil i andre trilobitgrupper, men mere materiale er nødvendigt for at dokumentere denne påstand. Kun i få andre tilfælde er en sådan variation beskrevet i litteraturen; problemet er at meget store og præcist indsamlede materialer er en forudsætning for nærmere analyse. Generelt virker det dog som om at den genetiske styring af trilobiters fænotype var mindre stram end i nutidens krebsdyr.Selvindlysende medfører dette kolossale taxonomiske problemer.

Svend Stouge & Jan Audun Rasmussen: Det nyeste fund af conodonter fra Bornholm og dets betydning for kortlægningen af migrationsruter i Øvre Ordovicium
En undersøgelse af en kalkstensholdig horisont (antrakonit) fra Dicellograptus-skiferen (Mellem/Øvre Ordovicium) på det sydvestlige Bornholm resulterede i en lille, men karakteristisk, samling conodontelementer. Den vigtigste art i conodontfaunaen er Hamarodus europaeus, mens Scabbardella altipes og Protopanderbdus liripipus er mest talrige. Det undersøgte niveau er fra Pleurograptus linearis graptolitzonen, der svarer til et niveau umiddelbart over Mellem-Øvre Ordovicium (Viru-Harju) grænsen i det baltiske kronostratigrafiske skema (se figur). Faunaen tilhører den Nordatlantiske Faunaprovins og er beskrevet fra flere lokaliteter i Nordvesteuropa.Den findes typisk i marine miljøer, der varierer fra kolde eller dybe til tempererede eller mere lavvandede. Der opstod en ganske kort glaciation i den Øverste del af Mellem Ordovicium (Viru), der medførte en sænkning af havniveauet i Palæotethys-oceanet (eller det Rheiske Ocean), den såkaldte Viruan-Harjuan Regressive Event (VHRE). Palæotethys-oceanet var i Ordovicisk tid beliggende på den sydlige halvkugle.Hamarodus-faunaens migration var under oceanografisk styring, hvilket forklarer den diakrone fordeling af faunaen på de forskellige kontinenter. Den tidligste forekomst af Hamarodus europeus er rapporteret fra Yangtzie-platforrnen i det sydlig-centrale Kina (Caradocetagen, Mellem Ordovicium). Arten nåede Europas vestlige margin, bl.a. Bornholm, i sen Caradoc til tidlig Ashgill (Øvre Ordovicium). En havniveaustigning i det nederste Ashgill, der efterfulgte VHRE, tillod Hamarodus-faunaen at migrere ind over det baltiske palæokontinents shelf. Faunaen migrerede herfra mod syd og nåede rnicrocontinentet Avalonia, der bl.a. inkluderede dele af det nuværende England og Wales, senere i Ashgill. Iapetus Oceanet synes at have virket som en effektiv barriere mod en yderligere migration mod nordvest, idet der kun er rapporteret en enkelt forekomst af Hamarodus fra nordvestsiden af oceanet.Denne forekomst blev beskrevet fra Øvre Ashgill aflejringer i det nuværende New Brunswick (SØ-lige Canada), som i Ordovicisk tid var beliggende tæt ved den Østlige margin af kontinentet Laurentia (Nordamerika-Grønland).

Lars B. Clemmensen: Triasklimaet i Laurasia – evidens fra lakustrine sedimenter i Fleming Fjord Formationen, Østgrønland
De næsten 300 m mægtige Sen-Triassiske lakustrine aflejringer i Fleming Fjord Formationen udgør et vigtigt klima-arkiv for den centrale del af Laurasia. Studier af sedimentære facies og cykler i formationen gør det muligt at rekonstruere klimaforhold og klimaændringer, samt at foretage sammenligninger med konceptuelle og numeriske klimamodeller. De lakustrine aflejringer kan inddeles i fem enheder med forskellige klimatiske signaturer: Sporfield Beds (Edderfugledal Member), Pingel Dal Beds (Edderfugledal Member), Malmros Klint Member, Carlsberg Fjord Beds (Ørsted Dal Member) og Tait Bjerg Beds (Ørsted Dal Member). I årene 1991, 1992 og 1995 er de tre øverste enheder blevet undersøgt i forbindelse med et fælles amerikansk-dansk palæontologisksedimentologisk-magnetostratigraflsk feltprojekt. Disse lakustrine aflejringer besidder evidens for klimavariationer på tre forskellige tidsskalaer. Årlige (sæsonmæssige) variationer i klimaet er angivet ved tætliggende horisonter med tørkesprækker. Orbitale ændringer i klimaet er indikeret ved den sammensatte cyklisitet i alle tre enheder. De mest markante cykler har en mægtighed på ca. 5 m, andre cykler har en mægtighed på ca. 2 m og ca. l m. De sedimentære cykler synes at repræsentere klimaperioder på 100 ka, 40 ka og 20 ka. En langtidsændring i klimaet kan deduceres fra den stratigrafiske udvikling i cyklernes sedimentære karakteristika. Udviklingen går fra et skiftende ørken- og steppeklima i Malmros Klint tid til et relativt konstant steppeklima i Carlsberg Fjord tid til et skiftende steppe- og varmfugtigt tempereret klima i Tait Bjerg tid. Langtidsændringen i klima (ca. 5 millioner år) sættes i relation til en nordlig kontinentaldrift og en dertil hørende langsom ændring i bassinets palæobreddegrad. De klimatiske tolkninger baseret på sedimentologiske feltanalyser er i god overensstemmelse med resultater fra klimamodeleksperimenter. Disse modeller viser, at store områder i det centrale Laurasia var udsat for orbitalt styrede ændringer i klimaet med nedbørsvariationer på ñ25%. Palæomagnetiske data viser, at Fleming Fjord Formationen blev aflejret på ca 35ø N. I klimamodellerne er netop området omkring 35ø N en overgangszone mellem de aride og humide klimabælter.

Walter Kegel Christensen & Max-Gotthard Schulz: Øvre Kridt belemniter fra Arnager kalk og Bavnodde Grønsand Formationerne på Bornholm Belemnitfaunaen fra Arnager Kalk Formationen, som er fra Nedre og Mellem Coniacien, består af fire arter: Aetinocamax verus cf. antefr

Læs videre i Geologisk Tidsskrift 96/2

Top

Palæontologisk Klub 1996

Afholdte møder efterår/vinter


Tirsdag d. 3. september
Jörn Thiede (GEOMAR, Kiel): Plankton i fortidens polhav
I dag er den største del af kloden dækket af pelagiske sedimenter med mikroskopisk phyto- og zooplankton som de vigtigste producenter af sedimentpartiklerne, og med stor dominans af karbonatiske (calcitiske) komponenter. Polhavets plankton består af alle vigtige planktongrupper, men på sedimentoverfladen findes der næsten kun karbonatiske, biogene partikler som accessoriske sedimentkomponenter opblandet i de dominerende, finkornede, terrigene sedimenter. Det store spørgsmål er, om karbonaterne er blevet omlejret/fjerntransporteret, eller om de repræsenterer plankton- samfund, som er tilpasset Polhavets ekstreme livsbetingelser. Hvis man ser på Polhavets fossile forhold, er det forbavsende, at de ældre dele af den pelagiske lagserie er fri for karbonat og tildels består af rent kiselslam produceret af diatomeer, radiolarier og silikoflagellater De ældste planktoniske foraminiferer indvandrede i Norske-Grønlandshavet for bare omkring 1 million år siden – og i selve Polhavet så sent som for 6-700.000 år siden! Der blev berettet lidt om nogle af de forskningsproblemer vedrørende Polhavets plankton, som holder os gående i Kiel.Tirsdag d.10. september
Anette V. Kristoffersen (Geologisk Museum): Tre små arkaiske landfugle fra moleret.
I det danske moler er der gennem årene fundet adskillige fossile fuglerester. Studier af tre fossile, postkraniale fugleskeletter hvoraf to er blevet erklæret danekræ, tyder på at småfuglefaunaen allerede i seneste paleocæn/tidligste eocæn var divers. Størrelsesmæssigt kan fossilerne sammenlignes med gærdesmutten (Troglodytes troglodytes). Bortset fra fossilernes ensartet lille størrelse, udviser de i morfologi og proportioner en markant variation og kan henføres til forskellige ordener. To af de tre fossiler kan henføres til recente ordener, hvorimod den tredje ikke var mulig at indpasse i en allerede oprettet orden. Alle tre fossile fugle er, uanset deres taksonomiske placering, arkaiske. Både i knoglernes udformning og proportioner adskiller disse tidligt tertiære fugle sig fra deres moderne slægtninge. Udviklingen af og slægtskabet mellem de højere landfugle er et kontroversielt emne. Fuglefossiler viser at mange af de recente fugleordener må være opstået i tidligste tertiær, men i de fleste tilfælde mangler der vidnesbyrd om deres indbyrdes slægtskab. Skeletmorfologien hos tidligt tertiære fugle, hvor flere af knoglerne besidder en kombination af karakter fra forskellige fugleordener, tyder på at seneste paleocæn/tidligste eocæn var begyndelsesstadiet for udskillelsen af de højere landfugleordener. Netop en sådan karaktermosaik kan være med til at belyse udviklingen af de højere landfugle. Baseret på de tre fuglefossiler fra moleret og tidligere udviklingsmodeller har jeg udarbejdet en ny udviklings- og slægtskabsmodel for de højere landfugle. På basis af knoglernes udformning og proportioner blev fuglenes habitat og levevis også diskuteret

Tirsdag d. 24. september.
Kurt Nielsen (Hist. geol. & pal, Geologisk Inst, Kbh Universitet): FORAMINIFERIVORY revisited
Foraminiferers økologi og deres placering i den trofiske struktur har altid været et kontroversielt emne. Grundene til dette forhold er mange men en af de vigtigste er manglende observationer. Grundet foraminiferernes ringe størrelse er direkte observation af predation på foraminiferer i dyrenes naturlige omgivelser naturligvis udelukket og tilsvarende laboratorieforsøg skal altid tages med et gran salt idet det er umuligt at efterligne de komplekse relationer der findes i det marine økosystem. Dertil kommer at livcyklusen for foraminiferer kun kendes for et fåtal af arter hvoraf alle er bentoniske former. For at vurdere predationstryk, standing crop, mortality rate o.s.v for foraminiferer i recente marine økosystemmer er det altså nødvendigt at benytte indirekte metoder så som analyse af maveindhold af makro invertebrater og vertebrater eller analyse af predations spor efter disse. Generelt set kan dyr der spiser foraminiferer deles op i to kategorier: Dem der spiser foraminiferer ufrivilligt f. eks. detritusædere, suspensionsædere og dem der specifikt spiser foraminifererne for næringsværdien i cytoplasmaet og/eller for kalken i foraminiferernes skal. Jeg ville kort præsentere ordenen foraminifera og fremhæve træk som jeg mener kan have betydning for predation på gruppen. Der blev lagt vægt på de planktoniske foraminiferer. Endvidere fremlagde jeg de foreløbige resultater fra et studie af recente foraminiferer fra den danske dybhavs-ekspedition Galathea (1950-52).

Tirsdag d. 8. oktober.
Ella Hoch (Geologsik Museum): HVAL på evolutionens halvvej: Tolkning af et kranium fra Oligocæn i Danmark; samt beretning fra en vertebrat-palæontologisk kongres i Frankrig: “Secondary adaptation to life in water”.
Hvalerne er udviklet fra terrestriske hovdyr. En tidlig overgangsform, Pakicetus, levede i paraliske omgivelser ved Tethyshavets nordkyst for 50 millioner år siden. Under evolutionen synes kraniets sanseorganer, repræsenteret ved øjne, næse og ører, at have undergået ændringer i forskellig takt, med øjnene som de mest konservative og ørerne højt specialiserede allerede i løbet af Eocæn. Nutidens to hovedformer af hvaler, tandhvaler og bardehvaler, opstod omkring Eocæn/Oligocæn-grænsen. I Sen Oligocæn fandtes der et væld af små tandhvalsarter langs de fleste kyster. Et lille kranium af en tandhval fra Nordsøens østlige laguner, fundet i Vejle Fjord Formationen på Salling, Jylland, viser det evolutionære stadium for 25 millioner år siden.

Tirsdag d. 29. oktober.
E. Håkansson, R. Bromley & U. Asgaard: North American Paleontological Convention 1996 – højdepunkter og kritik.

Tirsdag d. 26. november.
A. Thorshøj & N. Skovsbo: Alunskiferens aflejringsmiljø – oxisk, dysoxisk, anoxisk?
Om et studie, der er gået i sort …. Alunskifer Formationen (Mellem Kambrium til Nedre Ordovicium) er en klassisk sortskifer formation med højt indhold af organisk materiale (5 25 vt.%), svovl og spormetaller (især Mo, U og V). Alunskiferen blev aflejret som en stærkt kondenseret muddersten, der i lyset af de øvrige kambriske lithofacies er tolket som afsat under storm bølge basis, d.v.s. fra ca. 40 50 m dybde. Maksimal aflejringsdybde var sandsynligvis mindre end 200 m. Alunskiferen indeholder en individrig men artsfattig fauna, domineret af trilobiter. Den konstante kobling mellem olenide trilobiter og sort skifer facies antyder at denne familie var dysaerob, et forhold der også kan gøres gældende for kambriske agnostider. Baseret på en morfologisk analyse i kombination med udbredelsesmønstre er de tre basale morfotyper af olenider, Olenus , Peltura og Ctenopyge typer, foreslået at repræsenter henholdsvis bentoniske, nektobentoniske og “meso” pelagiske trilobiter. Agnostider tolkes som bentoniske og karakteristiske for øvre dysoxiske miljøer. Trilobitfaunaen er inddelt i 5 biofacies der overordnet repræsenterer en transekt fra oxiske til nedre dysoxiske forhold. Spormetalberigelsen i Alunskiferen har vist sig at være meget følsom overfor ændringerne i iltindholdet af bundvandet på aflejringstidspunktet. Vanadium viser således en kraftig berigelse under øvre dysoxiske iltforhold, hvorimod uran og molybdæn er beriget under nedre dysoxiske til anoxiske/euxiniske iltforhold. De samlede palæoøkologiske, geokemiske og lithologiske data er benyttet til at rekonstuere en havniveaukurve for Kambrium til Nedre Ordovicium. Det konkluderes, at der må have været væsentlig mindre ilt i den kambriske atmosfære. Endvidere understreges det at organisk-rige, pyritholdige, laminerede sorte skifre ikke per automatik kan antages aflejrede under anoxiske/euxiniske forhold.

Torsdag d. 12. december
Aase Roland Jacobsen (The Royal Tyrrell Museum of Palaeontology, Alberta, Canada): Dinosaurer æg, reder og fostre – fra Devils Coulee, Canada.
Alberta i Canada er meget rig på fossiler, og fund af adskillige arter af dinosaurer fra Sen Kridttiden (bl. a, Albertosaurus, Dromaeosaurus, Saurornitholestes, Troodon, Hadrosaurer, Ankylosaurus, Ceratopsider) gør netop dette sted unikt. Knoglerne er bevaret som hele skeletter, isolerede knogler og i bone-beds. Helt specielt er fund af æg, reder og foster knogler fra Hadrosaurer i Devil’s Coulee i det sydlige Alberta foster knogler er ellers kun kendt fra få steder i verden, bl.a. USA, Kina og Mongoliet. Dinosaurer materialet er generelt meget velbevaret, hvilket giver de bedste muligheder for taphonomiske og ichnologiske studier. The Royal Tyrrell Museum of Palaeontology i Drumheller udfører en stor del af udgravningerne og forskningen under ledelse af Dr. P.J. Currie (Read of Dinosaur Research), og siden i sommers har jeg arbejdet med æg og reder fra Devil’s Coulee. Udgravningerne her, samt fund fra bl.a. USA, viser interessante aspekter af dinosaurernes miljø, reproduktion og adfærd.

Tirsdag d.17. december
Paul Seaman og G. Høpner Petersen: Ikka-søjlerne og deres dyre- og planteliv – en enestående geologisk og biologisk lokalitet i Vestgrønland.
Ikkasøjlerne og deres dyre og planteliv, en unik geologisk og biologisk lokalitet i Vestgrønland. Den lille vestgrønlandske Ikkafjord i nærheden af Ivittuut og flådebasen ved Grønnedal er rammen om en forekomst af enestående submarine kalksøjler. Søjlerne er dannet som kildekalkafsætninger, men opbygges af det sjældne kalkmineral ikait, der er et hexahydrat af calcium karbonat. I foredraget vil vi vise undervandsoptagelser fra to års geologiske og biologiske ekspeditioner til søjlefeltet i Ikka- fjorden. Vi vil præsentere vores model for genesen af søjlerne og demonstrere den iøjenfaldende flora og fauna, der findes på disse. Endelig vil vi diskutere de geologiske og palæontologiske konklusioner, der kan drages af opdagelsen af et så særegent fænomen som ikkasøjlerne.

Top

Palæontologisk Klub 1997

Afholdte møder vinter/forår


STENO-MØDEFredag d. 23. maj 1997, halvdagsmøde på Geologisk Institut eller Geologisk Museum

  • Niels Bonde: Introduktion – og om Steno, fossilerne og hajen.
  • C.H. Koch: Steno og det 17. Århundredes filosofi
  • A. Ziggelaar: Stenos forhold til Den Hellige Skrift – samt udvalgte aspekter af Chaos-manuskriptet.
  • Ella Hoch: Steno og bevidstheden om naturen
  • H. Micheelsen: Steno og krystallografiens grundlag
  • S. Olden-Jøregensen: Stenos afsked med naturvidenskaben
  • M. Sterll: Galén og Vesalius – forudsætninger for Steno
  • F. Bojsen-Møller: Stenos muskelarbejder
  • C. Röpke: Stenos beskrivelse af lymfesystemet
  • D. Kardel: Om Stenos hjerneforskning
  • J. M. Hansen: Naturlærens holistiske fundament: Superpositions-princippet – Stenos bidrag til erkendelsen.

11.02
N. Bonde:
(på Geol. Museum, auditoriet kl.15.00): OBS Udstilling af den store israelske mosasaur, åbning. (SØ.16/2 kl 14.00 Foredrag i Museets serie).25.02
Fl. Roth:
Gram lergrav før og nu.

11.03
D. Unwin (Bristol):
Pterosaurs and their footprints.

18.03
Sv. Stouge:
Baltikum og Kina i Ordovicium – store ligheder !

15.04
R. Bromley & L. Clemmensen:
Stenbukken og sandklitterne: Pleistocæn på Mallorca.

29.04
J. K. Nielsen:
Pyrit som palæomiljø-indikator i Alunskifer Formationen.

Top

Palæontologisk Klub 1998

LÆS ABSTRACTS I GEOLOGISK TIDSSKRIFT 1/99 eller hjemtag pdf-fil, pal-klub-1.pdf – 50k

Afholdte møder efterår/vinter


Tirsdag d. 29. september 1998:
T. Jinnan (Wuhan, Kina): On Marine Triassic from China.

Mandag d. 5. oktober 1998:
D. Harper (Geol. Mus.): Sun, Sand, and Brachiopods – a Tertiary-Pleistocene Caribbean Cocktail.

Tirsdag d. 20. oktober 1998:
R. Reisz (Toronto) / N. Krupina (Moskva): On Early Ammonites and Lung-fish.

Tirsdag d. 27. oktober 1998:
Ph. Currie (Alberta): On Feathered Dinosaurs and Birds from China.

Tirsdag d. 3. november 1998:
M. Benton (Bristol): Biodiversity in the Past, Present, and Future.

Tirsdag d. 17. november 1998:
M. Rasmussen (Geol. I.): Hadrosaurer – funktionel anatomi og fylogeni.

Tirsdag d. 8. december 1998:
S. Kragballe (Geol. I.): Bentiske foraminiferer fra Skrivekridtet i Danmark.

Tirsdag d. 15. december 1998:
Julemøde: S. Turner (Brisbane) om palæozoiske vertebrat mikrofossiler og stratigrafi.


Afholdte møder vinter/forår


Mandag d. 18. maj 1998
Halvdagsmøde om PALÆOOCEANOGRAFI med den nye prof. i palæobiologi, Dr. R. Dingle som hovedtaler – efterfulgt af middagsarrangement
LÆS ABSTRACTS I GEOLOGISK TIDSSKRIFT 3/98Tirsdag d. 12.maj 1998
Kurt & Jan K. Nielsen: Mikroskala boringer i nutidige og fossile foraminiferskaller

Uge 17?/ dato?AFLYST
R. Barsbold (Mongoliet) om dinosaurfund fra Gobi ; arrangement fælles med DGF med efterfølgende middag (OBS Experimentariet slut 13/4)

Tirsdag d. 31.marts 1998
L. Juul: Tidlige dinosaurer og deres oprindelse

Tirsdag d. 17.marts 1998
C. Heinberg: Cerithiumkalkens muslingefauna: øget diversitet over K/T grænsen

Tirsdag d. 3.marts 1998
D. Wallosek: Orsten-type 3-D fossils – a view at Cambrian marine life at small scale (også 05.03 kl 11 på Zoologisk Museum).

Tirsdag 24. februar 1998:
Svend Stouge: Conodont og bentonit-korrelation i Ordovicium i Balticum.

Tirsdag 10. februar 1998:
Sten L. Jakobsen & N. Bonde: Erfaringer med danekræ.
Danekræ-loven (en del af museumsloven) har nu virket siden 1990. Den pålægger findere af særligt sjældne eller interessante (dvs. “enestående”, videnskabeligt eller udstillingsmæssigt) fossiler, subfossiler, meteoritter og mineraler at indlevere disse til vurdering via et museum. Dermed får statens museer (Geologisk, Zoologisk, Botanisk) mulighed for at erhverve sådanne stykker efter vurdering i Museumsnævnets “Naturhistoriske referencegruppe”, som også fastsætter en findeløn til finderen /”ejeren”. Der er en bevilling på 100.000 kr. pr. år; største findeløn har været 20.000 kr.
Der har været flere – tildels offentlige debatter om loven og dens virkninger: utilfredse amatørsamlere har beklaget langsommelig vurdering, for ringe info retur om det indleverede, størrelsen af findelønnen og især den ringe “offentliggørelse” / udstillingsvirksomhed omkring de “konfiskerede”, flotte Danekræ. Semi- og hel-professionelle samlere og deres familier kan ikke få findeløn (f.eks. geologistuderende på kurser, ekskursioner o.l.) Lokale museer brokker sig over ikke at få Danekræ uddeponeret.
Sagligheden og ensartetheden i bedømmelserne er blevet betvivlet fra både amatører og professionelle; men stort set er loven, som efter mønstret fra Danefæ (om menneskeskabte objekter) “konfiskeret” folks særligt fine fund, blevet ret pænt modtaget. Nogle amatører har foreslået meget tættere og mere formaliseret samarbejde med statens museer angående løbende vurderinger af fossilmateriale.
Nogle fine Danekræ vil blive præsenteret: fugle, hvaler, krybdyr, fisk, pighuder, insekter og krebsdyr.


Afholdte møder efterår/vinterTirsdag d. 9. september 1997
Arne Thorshøj Nielsen & Niels Schovsbo (Geol. Mus): Rejseindtryk fra St. Petersborg området – baltisk Kambro-Ordovicium i Rusland
Efter de politiske omvæltninger i øst er de klassiske nedre palæozoiske lokaliteter syd og øst for St. Petersborg atter blevet tilgængelige – sådan da. Der vises lysbilleder fra en række kambriske og ordoviciske lokaliteter i det vestlige Rusland, og der vil blive søgt spundet en ende om aflejringsforholdene på den baltoskandiske platform i Tidlig Palæozoikum. I St. Petersborgs området er Kambrium og Ordovicium uhyre kondenceret og har aldrig været begravet særligt dybt. De kambriske aflejringer er derfor ikke litificerede og fossiler findes lettest med en sigte!

Fredag d. 12. september ca. kl. 9.30 i Palads:
“Lost World” – præ-forevisning med efterfølgende diskussion på Geologisk Institut – ca.13.30. (Filmen anmeldes i Varv).

Tirsdag d. 7. Oktober 1997:
Palle Gravesen (Geologisk Museum): Bartonietnet på typelokaliteten ved Barton-on-Sea i Sydengland.
Langs den sydengelske kyst incl. Isle-of-Wight findes en række klassiske blotninger i palæogene sedimenter, afsat i tidsrummet Øvre Palæocæn (Thanetien) til et stykke op i Oligocæn. De udviser en utroligt stor både lateral og horisontal variation, med hurtig vekslen mellem sedimenter afsat under fuldt marine til brakt-lagunale, æstuarine og limnisk-fluviatile til lacustrine forhold. Samme mønster præger de eocæne sedimenter i blotningerne langs Christchurch Bay øst for Bournemouth fra Hengistbury Head til Hordle Cliff. De ældste sedimenter er blottet mod vest og regnes nu til den såkaldte Bournemouth Group, derover følger det typiske Bartonien fra Highcliffe-on-Sea til Øst for Barton og til sidst Headon Formation af Solent Group som den yngste eocæne sekvens længst mod øst.
Det typiske Bartonien omfatter marine ler- og sand-sedimenter (“Barton Clay” og “Barton Sand”) med en meget divers fauna med flere hundrede arter, især af snegle og muslinger, men også med vertebrater (hajer, rokker, fisk, skildpadder og tidlige hvaler). Opefter glider de marine lag over i brakke og limniske sedimenter med bl. a. snegle, muslinger, krokodiller, pattedyr og planter. De bio-, chrono- og lithostratigrafiske forhold omkring det typiske Bartonien er langtfra færdigt udredede. Foredraget belyser sedimenter og faunaer i hovedtræk og fortæller om de mange stratigrafiske vanskeligheder, der stadig ligger forude.

Tirsdag d. 4. November 1997:
Thomas Hansen & Maria Hallquist (afd. hist. geol.): Sedimentologi og tafonomi i plio-pleistocæn på nordvest-Rhodos.
Kritika formationen på det nordlige Rhodos er aflejret i en periode i Pliocæn, hvor Den Helleniske Bjergkæde disintegreredes og Rhodos skiltes fra det tyrkiske fastland. En integreret sedimentologisk, taphonomisk og palæoøkologisk undersøgelse har vist, at sedimenterne er aflejret i kystnære miljøer med skiftende prograderende og retrograderende kyster. Under periodevis høj sedimenttilførsel fra floder i det tektonisk aktive bagland prograderede konglomeratiske kyster ud på en lavvandet shelf, hvor sedimenterne blev omlejret ved bølge- og stormbølgebevægelser. Transgressive perioder blev ofte indledt af en periode med lagunedannelse, som bestod sålænge sedimentationen kunne opfylde det øgende akkomoderingsrum. Under de efterfølgende fuldt marine transgressioner afsattes skalsande, hvor der under det stigende havniveau var sedimentmangel, således at den skalproducerende fauna selv var den primære sedimentkilde.
Skalsandene er vigtige markerlag og er derfor nøjere undersøgt. De indeholder en divers og usædvanligt velbevaret fauna, som er domineret af muslinger, snegle og bryozoer. Andre dyregrupper repræsenteres af koraller, søpindsvin, krebsdyr, søtænder og – en enkelt haj. Muslingerne har været underkastet særlig opmærksomhed i undersøgelsen, og deres taphonomiske og palæoøkologiske signal har været vigtige indikatorer i forståelsen af skalsandenes dannelse.

Tirsdag d. 11. November 1997:
Hans Jørgen Hansen (afd. hist. geol. pal.): Perm / Trias grænsen i Indien, Kina og Australien
Perm-Trias gænseprofiler i både terrestrisk og marint miljø er ved at blive undersøgt med hensyn til sedimenternes variationsmønster indenfor magnetisk susceptibilitet samt organiske kulstofisotoper. Foredraget omhandler lokaliteter i Bowen Bassinet, NØ Australien; Bihar Provinsen, NNØ Indien; Karavanke bjergene samt Idrija dalen, Slovenien samt to klassiske kinesiske P-T grænser ved hhv. Meishan (østlige del) og Shangsi (vestlige del).
Kulstofisotoperne fra den marine Meishan serie viser en meget stor negativ isotop-anomali under P-T grænsen samt mindst 4 kortere, og kun lidt svagere anomalier indenfor den nederste del af Trias. Det er muligt, udfra susceptibilitets mønstret, at foretage højopløsnings-korrelation mellem terrestriske nedre triassiske muddersten i Indien og marint Trias ved Meishan. Serierne i Kina indeholder en række bentonit-lag, der alle stammer fra rhyolitisk vulkanisme. Lagene besidder lav-kvarts paramorfoser efter højkvarts med glas-inklusioner. Lagene kan for nogles vedkommende følges tværs over Kina med en distance på mere end l.800 km. Nok så interessant er tilstedeværelsen af shock-påvirkede kvartskorn i to af de nedre triassiske bentonitter. Den marine Perm-Trias grænse har mange lighedspunkter med den marine Kridt-Tertiær grænse, dog bortset fra manglen på en eller flere iridium anomalier.

Tirsdag d. 25. november 1997:
Ella Hoch: En fransk CD ROM om palæontologi.

Tirsdag d. 9. december 1997:
Andre Freiwald (Bremen): Dives to a giant coral reef. Med video-film, i auditorium B, 3 – 4 sal, samt Julegodter.
Occurrences of the azooxanthellate scleractinian Lophelia pertusa are widespread along the continental slope and deep shelves and fjords in the NE-Atlantic. The anastomosing growth habit ofLophelia, the capability of cementing various kinds of other skeletal organisms to the coral framework and the fusion of neighboured coral calyxes provide intrinsic prerequisitions for skeletal framework construction. Lophelia prefers stable environmental conditions with respect to temperature and salinity and is dependant on nourishing, particle-laden waters which maintain the food supply for the corals. A more than 13 km long and up to 35 m high Lophelia reef complex exists on the Sula-Ridge, a spurlike elongation of the Frøya Bank, mid-Norwegian shelf, in 300 to 250 m water depth. In May 1997, a cruise with R/V POSEIDON and the research submersible JAGO was carried out to shed light on:

  • the multi-phased framework architecture and behaviour of living polyps,
  • the taphonomic gradient which convert a pure open-spaced coral framework into a mixed biodetrital-siliciclastic and sponge-dominated “mud stone”,
  • the sedimentary facies transitions of the reef versus off-reef area on the deep shelf,
  • the biodiversity of living and regraded Lophelia environments by video-controlled sampling,
  • the ecology of the reef community and the role of the bentho-pelagic coupling.

The hypothesis of a methane seep-related control of Lophelia communities in the area studied could not be confirmed. Instead the oceanographic regime and physical conditions of the seafloor morphology of the Sula Ridge enhanced the formation of this deep-water coral reef on a formerly glaciated shelf.

Tirsdag d. 22. september 1998:
S. Baciu (Rumænien): Oligocene Fauna from Vrancea Nappe, Eastern Carpathians, Romania.

Top

Palæontologisk Klub 1999

Tirsdag d. 7. september 1999:
T. Oji (Japan):
On predation on Tertiary stalked crinoids – and the crinoid decline.
Tirsdag d. 28. september 1999:
N. Just Rasmussen, J. Nielsen m.fl.:
dgravning af dinosaurer i Lourinha, Portugal.
Tirsdag d. 12. oktober 1999:
F. Steeman:
Thylacocephala – rovlevende leddyr med problematisk slægtskabsforhold fra Palæe- og Mesozoikum.
Tirsdag d. 2. november 1999:
O. Tendal (og andre?):
Urimelige analogier/(over-)interpretationer i palæontologi – bl.a. xenophyophorer i Ediacara.
Tirsdag d. 16. november 1999:
D. Harper:
Diversity patterns in the Palaeozoic articulated brachiopods.
Tirsdag d. 30. november 1999:
N Schovsbo:
Fossilfrie intervaller – hvorfor? Alunskifer som eksempel.
Fredag d. 10. december 1999:Julemøde – et halvdagsmøde om store pattedyr – hvaler, elefanter etc.
med foredrag á 20 min. og efterfølgende middag.
Titler indkaldes til oktober, gerne før ferien og senest 28. oktober! Sendes, faxes eller e-mailes til Niels Bonde.
Samtidigt ønskes en titel på et foredrag til februar år 2000.


Afholdte møder
1999 forår


LÆS ABSTRACTS I GEOLOGISK TIDSSKRIFT 2/99 eller hjemtag pdf-fil, pal-klub-2.pdf – 30kTirsdag d. 13. april 1999:
P. Christiansen: En vægtig succes: Elefanternes udvikling.

Tirsdag d. 29. april 1999:
T. Ekdale: Om sporfossiler, K/T grænse m.v.

Tirsdag d. 27. april 1999:
P. Makovicky: Dinosaurer og æg fra Gobi.

Tirsdag d. 4. maj 1999:
R. Bromley & B. Richter: Computer-forfalskning af fossilillustrationer.

Tirsdag d. 11. maj 1999:
R. Dingle: Palaeoclimates, pre-and early glacial in Antarctica.


Afholdte møder
1999 vinter/forår


LÆS ABSTRACTS I GEOLOGISK TIDSSKRIFT 1/99 eller hjemtag pdf-fil, pal-klub-1.pdf – 50kTirsdag 23. marts 1999:
A. Boyd: Floral changes in the Cretaceous of West Greenland.

Tirsdag d. 16. marts 1999:
Reinhardt Møbjerg Kristensen (Zoologisk Museum, Københavns Universitet): Den kambriske Eksplotion – fup eller fakta?

Mandag d. 1.marts 1999:
Octavio Mateus (Portugal): Upper Jurassic Dinosaurs from Lourinha and Portuguese Dinosaurs – with review of collecting in Laos.

Tirsdag d. 16. februar 1999:
Hanna Hellrung (Stuttgart): Plagiosaurs – aberrant amphibians from the Triassic of Germany.

Tirsdag d. 9. februar 1999:
Fedor Steeman: A redescription of a Placoderm fish from Spitsbergen: How maxima became gigantea, but remained the same size.

Top

Tilmelding til DGF Nyhedsbrev