Danmarks Geologipris 2005

Lars Stemmerik (GEUS)

Et skarpt øje for den geologiske udvikling af superkontinentet Pangæa

dkpris-2005_ls

Modtageren af Danmarks Geologipris 2005, Lars Stemmerik på østkysten af Novaya Zemlya. arktisk Rusland. I baggrunden ses det næs, hvor W. Barents overvintrede i 1596-97 (Foto: Geir B. Larssen). Klik for stor version (830 kB).

Danmarks Geologipris 2005 er uddelt

Forskningsprofessor dr. scient. Lars Stemmerik, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) modtog tirsdag den 28. februar Danmarks Geologipris 2005 på 25.000 kr. Han modtog prisen for sin omfattende forskning af aflejringer i det samlede atlantiske/arktiske område, der har vakt stor interesse i olieindustrien samt for sin store indsats som inspirator og vejleder for studerende ved universiteterne.

Lars Stemmerik fokuserede tidligt sin forskning på den geologiske udvikling af den nordlige del af superkontinentet Pangæa i Karbon, Perm og Trias. Her blev der dannet et gammelt havområde, som dækkede randen af det nuværende Nord- og Østgrønland, Svalbard samt dele af den østgrønlandske kontinentalsokkel og Barentshavet og som havde forbindelse til et indhav, der dækkede Nordsøen, Danmark og Nordtyskland. Hans viden om aflejringerne og den geologiske udvikling i det store område har skabt stor interesse specielt i den norske olieindustri, der arbejder med at finde olie i Barentshavet og i den nordlige del af Nordsøen.

I de senere år har han fulgt op på sin forskning med nye studier af karbone rev i Nordøstgrønland og på Bjørnøya i Barentshavet og i arktisk Rusland og har startet forskning op i kalkaflejringer med henblik på at udrede miljøet i den varme Kridthav, der dækkede hele Danmark og store dele af nordvest Europa.

Sideløbende med sin forskning har Lars Stemmerik haft travlt med at sætte studerende i gang med specialer og har flittigt delt ud af sin viden som vejleder. Hans viden og videnskabelig erfaring er en efterspurgt vare, og Lars Stemmerik er i dag formand for Forskningsrådet for Natur og Univers.

Prisen blev overrakt af vicedirektør Kai Sørensen fra GEUS under et møde i Dansk Geologisk Forening på Geologisk Museum.

Prismodtagerne kan kontaktes på:
Lars Stemmerik, e-post: ls [at] geus [dot] dk, tlf. 3814 2728


Tilmelding til DGF Nyhedsbrev